Den kære familie

14095964_10209806634552501_2045820250635899959_nI weekenden fejrede vi (familien) min farmors 106 års fødselsdag. Fødselaren er for længst ikke mere til stede, hun døde i en alder af næsten 90 år. Hun havde i årevis været samlingspunkt for alle mine fastre, onkler, fætre, kusiner og andre personer, der igennem årene var vokset ind i familien. Vi mødtes altid til en lille julekomsammen hos min farmor i december og til hendes fødselsdag i august. Derudover har det altid været svært at få familien samlet. Ved hendes bortgang for 16 år siden, måtte vi derfor sande, at hvis vi ikke selv fik tilsvarende arrangementer stablet på benene, så ville vi næppe komme til at se meget til hinanden.

Jeg kan ikke påstå, at vi altid har været eller er en perfekt og harmonisk familie. I perioder har forskellige familiemedlemmer fravalgt at deltage i arrangementerne og der er røget finker af fadet, både under familieweekenderne og til andre tider. Det lykkes imidlertid altid at få samlet 18-24 deltagere, men det er altid spændende at se, hvordan det går. I år gik det godt – RIGTIG GODT! Måske handler det om, at vi i løbet af de 16 år har fået slebet kanterne godt og grundigt af og måske er vi blevet bedre til at få øje på hinandens forcer og været overbærende overfor svaghederne.

Jeg er taknemmelig over, at have et tæt forhold til min familie og det vil jeg til hver en tid værne om.

Nyt menneske

Jeg ÆLSGER at strikke babytøj! For det første er det et forholdvis hurtigt arbejde, for det andet kan garnrester finde anvendelse og sidst men ikke mindst, er jeg meget fascineret af at der pludselig findes en ny verdensborger. Tænk, at noget så værdifuldt som et menneske kan opstå af næsten ingenting…..

Nu er det så min datters barndomsveninde, der venter barn hvilket jeg tidligere har omtalt på bloggen, da jeg også har hæklet en bamse til den lille dreng, som snart ser dagens lys. Garnet er en rest og inden jeg gik i gang var jeg ikke sikker på, om det blev en vest eller ligefrem en trøje. Heldigvis rakte garnet også til ærmer, der var 50 cm tilbage, da sidste maske var strikket og sidste søm var syet.

20160817_160000

Hver gang jeg afleverer et stykke strik, bliver jeg næsten skamfuld over modtagerens glæde, for i min verden er det ikke noget særligt – lidt garnrester og lidt fantasi. Jeg skynder mig at pointere, at fornøjelsen er helt på min side og det er sandt!

Ferie!!!

Mens alle andre kæmper med de første par uger efter sommerferien, har jeg stadig min (sommerferie) til gode. I denne uge er jeg i gang med en første lille etape og sandelig om jeg ikke har ramt en uge, hvor der er et par dages solskin og fint vejr. Bortset fra et par praktiske gøremål, havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville spinde og i særdeleshed blive noget bedre til det. Det er ikke blevet til så meget, da de praktiske gøremål pludselig greb om sig. Antal af nøgler til et parti garn begynder dog at vokse men jeg er lidt utilfreds med ensartetheden eller mangel på samme.

20160817_093605

Lidt strik bliver det også til foran TV’et om aftenen. I øjeblikket ser vi Prisonbreak og den serie er superspændende, selv om der ind imellem går lidt Olsen Banden i den – forstået på den måde, at det er de utroligste ting der skal fremskaffes for at Michael Scofields planer kan realiseres. Tilbage til strikketøjet; jeg har efterhånden strikket en del “Dreambird“-ponchoer. Det er egentlig et sjal, men som tidligere beskrevet, egner min krop sig ikke til sjaler, så jeg fandt allerede efter at have strikket den første, ud af at samle den til en poncho. De følgende “Dreambird”-ponchoer har jeg solgt, men nu har jeg så selv brug for en ny. Garnet er sort og regnbuefarvet Lityarn. Originalmodellen bliver lidt kort for en poncho at være, så jeg har denne gang valgt at strikke nogle flere fjer og så strikke et bærestykke på, hvilket vil få ponchoen til at få en mere passende længde. Jeg håber, at det lykkes at få den til at sidde ordentligt.

20160817_093655

Tanketransformation

Jeg håber, at den fiberinteresserede kreds af læsere tilgiver, at der her kommer et emne, der maksimalt er uldent i kanten (i overført betydning)….

Sidste år ved denne tid, var jeg netop startet på arbejde igen efter en 3 måneder lang sygemelding på grund af stress. At jeg kom helskindet ud på den anden side, skyldes helt sikkert både den psykolog, som jeg kom i behandling hos, men også den viden jeg fik gennem læsning om emnet. Det letteste ville have været, blot at læsse af om andres uhensigtsmæssige adfærd og øvrige urimeligheder/modgang, som jeg er blevet udsat for gennem hele livet …..lige som de fleste andre mennesker – diverse brevkasser er fyldt med historier, der er 1.000 gange værre end min. Psykologen og det jeg har læst siden da, ville imidlertid ikke lade mig slippe så nemt og godt for det!

Mit sind var fyldt med gammelt nag fra incidenter, der havde krænket mig dybt – men nu engang var sket. Jeg følte ærgelse over tilstande i min hverdag, som krævede en ændring af adfærd og holdninger hos andre mennesker, samt en urimelig trang hos mig selv til at tage ansvar for alverdens ting, som på den ene eller den anden måde lå udenfor mine muligheder for påvirkning. Jeg var nød til at tage nogle beslutninger. Enten må man lære at leve med krænkelserne og træffe en aftale med sig selv om, hvilke følger det skal have, hvis tilsvarende sker igen, eller man lade krænkelserne få følge for den person, som er ansvarlig for dem – her og nu. Jeg kan ikke lave om på andres holdninger og adfærd, men jeg affinde mig med, at det er en præmis i mit liv og hverdag. Ansvaret må jeg lægge fra mig. Verden er ikke perfekt og undersøger man, hvilken effekt det kan få, hvis man ikke bekymrer sig og ikke tager ansvar, vil man opdage at forskellen er minimal for én selv.

Jeg har i mange år dyrket tankerne om den uret, der bliver begået mod mig. Resultatet har været søvnløse nætter, periodisk dårligt humør og sidst men ikke mindst, en stressrelateret sygemelding. Jeg skal overhovedet ikke afvise, at det kan være enormt svært at mobilisere tilstrækkeligt mentalt overskud til at transformere sine egne tanker. På bundlinjen kan jeg blot konstatere, at hvis man ikke forsøger, vil man til tid og evighed befinde sig i en offerrolle, der gør én handlingslammet et langt stykke hen ad vejen. Hver dag søger jeg at ændre mig selv, den måde, som jeg tænker på og min adfærd. Med tiden bliver jeg bedre og bedre til det. Det skyldes bl.a. et dagligt boost, som jeg modtager i min mailboks fra Mette Holm. Mailen er ganske gratis, overkommelig at læse og let forståelig.

Vi nok efterhånden alle ret irriterede over, at der har været langt mellem de varme dage i denne sommer. Det er koldt og det har regnet. Jeg bliver også irriteret over, at vi ikke har nogen sommer og hvordan kan man overhovedet komme til at se positivt på det? Jo, overgangen til efterår bliver meget lettere at håndtere, da vejret pt. minder mest om efterår – bladene på træerne bliver blot flottere at se på om et par måneder.

Når jeg entrérer en tøjbutik er jeg på forhånd klar over, at der kan være langt imellem et stykke smart tøj i min størrelse. Også her har jeg haft held med at sætte mig selv i en offerrolle. “Det er kollegaens skyld, når hun konstant bager lækre kager, som hun serverer på kontoret”. Virkeligheden er nok snarere, at det er alt det, som jeg selv tager beslutning om at købe og spise mellem måltiderne, der er den egentlig synder. “Jeg kan slet ikke få tid til at dyrke motion, fordi jeg ofte kommer sent fra arbejde”. Den sene fyraften er  imidlertid betinget af, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, så jeg møder senere end alle andre. Hvis jeg skal gå ned i tøjstørrelse, må jeg få tilrettelagt mine madindkøb, så jeg ikke bliver udsat for fristelser hver dag og/eller jeg må tillægge mig en anden døgnrytme. Undlader jeg en af tingene eller begge dele, må jeg affinde mig med, at shopping ender uden indkøbsposer – hvilket kan være positivt i sig selv.

Jeg siger ikke, at min måde er opskriften for alle og enhver, der føler sig nedtrykt og synes, at livet er uoverskueligt. Heldigvis har jeg f.eks. indtil videre ikke oplevet sygdom, som ikke umiddelbart kan kureres og som betyder, at ens liv tager en kolbøtte. Mine omgivelser lægger mærke til forandringen i min måde at anskue og håndtere tingene på og jeg får ofte kommentarer i stil med “Du har godt nok forandret dig…”. Jeg tager det positivt, selv om det nogle gange kommer fra mennesker, der har været vant til, at jeg tog (deres) ansvar og fik styr på tingene (deres). På den måde får jeg måske også dem til at flytte sig. Hvis ikke…. så er det i hvert fald ikke mit problem…. MERE!

Guds gave til de klippede får (og andre dyr)!

Der findes ikke noget bedre, end når det, som man ikke længere har brug for, kan få en vigtig fremtid andet steds – selv, hvis det blot gælder de fibre, som nødvendigvis må fjernes fra diverse dyr. Mit nyeste påfund spiller derfor en rolle i forhold til ordsproget “Guds gave til de klippede får”. Jeg har købt en rok, som jeg naturligvis også forventer at få en del fornøjelse af selv. Der er tale om en spritny Kiwi 2 fra Ashford.

20160809_205725

Rokken ankom naturligvis i omkring 100 dele, men en meget pædagogisk samlevejledning gjorde det nemt (for min mand) at samle rokken. Jeg havde naturligvis sørget for at købe nogle fibre med, så spinderiet straks kunne igangsættes.

Min eneste erfaring med spinding stammer fra en lille (tidligere i bloggen beskrevet) session på et par timer i sidste uge hos Ruth, som bor lige rundt om hjørnet. Der er i sandhed nogle ting, som arter sig anderledes, når støttepædagogen ikke lige er inden for rækkevidde, men jeg fik produceret 75 gr. garn uden ret mange raserianfald, fordi det drillede.

20160810_091946

Først havde jeg svært ved at gennemskue, hvordan trådføringen skulle være, men der var Youtube videoer at studere, så det løste sig. Næst efter kunne jeg ikke få spolen til at “tage fat”, med det resultat, at ulden blev tvundet og tvundet, uden at noget af det blev spolet op. Det viste sig at være et spørgsmål om at få fastgjort en tilstrækkelig mængde opstartsgarn på spolen – vel at mærke i den rigtige drejeretning, inden jeg sætter rokken i gang. Jeg overvejer at hæfte et lille stykke velcro på spolen, så opstartsgarnet sidder bedre fast.

At garnet er ujævnt spundet, kan jeg leve med i starten, men der er en klar tendens til, at det bliver “overtvundet” og jeg tror, at det er fordi jeg træder for meget i pedalerne (hjulet snurrer for hurtigt) i forhold til den mængde uld jeg for indeværende kan stille til rådighed af gangen.

Øvrige erfaringer, jeg er blevet rigere på, er, at spolerne ikke må fyldes for meget, da tråde fra to spoler skal tvindes sammen på den tredje til sidst og der er ikke plads nok, hvis de to spoler er fyldte. Spolerne på in Kiwi 2 stritter en del imod, hvis de bliver meget mere end 2/3 fyldte.

Mens jeg spinder, drømmer jeg om, hvad jeg skal strikke af det hjemmespundne garn og en ting står i hvert fald fast, der skal spindes en del aftener, hvis der skal blive til alt det, som jeg går og drømmer om!

Meget tålmodig

Det er ved at være tid til at udvide horisonten for mit vedkommende. Således fik jeg for et par uger siden en idé om, at jeg vil lære at spinde. Ruth tilbød en lille seance, hvor jeg kunne få lov at øve mig lidt på en af hendes rokke. Det kan diskuteres, hvorvidt jeg har talent, men et lille fed garn blev der ud af vores fælles anstrengelser.

20160803_235624

Jeg var begejstret, så nu har jeg bestilt min egen rok og venter meeeeeeeeeeget tåååååååålmooooooodiiiiiiiigt på at den ankommer med fragtmanden. Hvor lang tid kan det dog tage… nu må den da snart komme…. *tromme-tromme*

Bilstrik

På bilture, hvor jeg vel at mærke ikke selv er chauffør, satser jeg som regel på noget håndarbejde, der ikke fylder så meget og ikke kræver opskrifter på størrelse med Fyn. Det kan godt blive lidt forstyrrende for chaufføren, hvis halvdelen af forruden er dækket af papir. I sidste uge gik turen til grænsen med henblik på en handling, som mange danskere (incl. mig selv) støt og roligt underminerer den danske dagligvarehandel med. Uden at bevæge mig ud i en længere politisk redegørelse om hensigtsmæssigheden i grænsehandel, kan det tilføjes, at det ikke er så billigt som det har været og at man ikke kan komme udenom tanken, at de fleste indkøb der gøres, nok snarere bidrager til et usundt overforbrug, end til en virkelig besparelse. Tilbage til den håndarbejdsmæssige adspredelse på turen…. Min yngste datters barndomsveninde venter sig og jeg havde lyst til at fremstille noget til hendes baby.

Jeg har for længst oprettet en Mormor-kasse hvortil jeg løbende fremstiller babytøj, som er klar, hvis og så fremt jeg selv skulle få den ære at blive Mormor. Fremstillingen af effekter til kassen, starter som regel med, at jeg har en garnrest og så finder jeg et passende sæt strikkepinde eller en hæklenål – hvorefter der startes på noget, som jeg ikke ved, hvad bliver til, før det er færdigt. Før bilturen i sidste uge, spøgte “en bamse” i mine tanker. Efter endt grænseindkøb og sikkert hjemvendt, var over halvdelen af bamsen færdig, så der skulle bare lige monteres og dekoreres.

20160807_083833

Nu vi er ved sjaler…

… så kom jeg til at voldtage en opskrift på et Christel Seyfahrt sjal for nogen tid siden. Jeg havde købt noget tyndt farveskiftegarn hos min yndlingsgarnpusher og det egner sig fremragende til dobbeltstrik. I den tro, at jeg kunne komme de uregerlige sjalers opførsel på min krop til livs, havde jeg strikket to knaphuller i den ene side af den lange kant og efter noget tid lykkedes det mig da også at finde to fine læderbetrukne knapper i en butik i Oregon, USA, der var egnede til at montere på modsatte side af den lange kant. Tanken var at knappe sjalet, så det blev siddende på ryggen. Konceptet slog fejl, så sjalet befinder sig nu ligeledes hos en anden ejerkvinde end mig.

10298906_10153399158289509_4278461999682786097_n

Sjalers uanvendelighed

Som nævnt i det tidligere indlæg, er jeg deform. Det giver sig blandt andet udtryk i, at min krop ikke vil tilpasse sig sjaler i den traditionelle trekantede form. De kravler om på ryggen og/eller op i nakken. Ikke desto mindre, findes der mange flotte sjaler, så jeg lader mig overhovedet ikke gå på af, at de enten får en passiv skæbne i mit skab eller foræres væk/sælges, når andre mennesker med en mere sjalsvenlig kropsform finder interesse i mine kreationer.

Således er det nedenfor viste sjal overgået til andre klædeskabe eller knagerækker.

13872885_10154365131269509_1767578293840567513_n

13879255_10154365131524509_341857996700902062_n13903382_10154365131384509_1799898634608290195_n

Der er tale om “Phoenix Wing”, som jeg ligeledes har købt opskriften til på Ravelry og igen er der tale om garn fra Lityarn. Farveskiftegarnet er egentlig regnbuemodellen, der skifter fra gul til grøn til blå til lilla og til rød, for så at gå over i orange og starte farveskiftet forfra. Der gik ikke en hel skala farveskift til sjalet, så det kan være svært at genkende og strikkede jeg et sjal mere af samme type med resten af farveskiftet, ville det tage sig totalt anderledes ud. Jeg skal ikke afvise, at jeg kan komme til at strikke et sjal mere efter samme opskrift. Tællearbejdet generer mig ikke så meget, men der må gerne lige gå et par måneder.

Første indlæg

Al begyndelse er svær – også starten på en blog, der skal give et indblik i et liv og ikke mindst i en altoverskyggende last; GARN!

Det ville føre for vidt at skulle starte ved begyndelsen til garnafhængigheden, derfor må det nødvendigvis være de bedste af de seneste garnprodukter, som her bliver beskrevet.

Det er nærliggende at beskrive og vise det største stykke strikkearbejde, som jeg overhovedet kan huske at have fremstillet. Der er både tale om af størrelse og af sværhedsgrad. Hårdt presset må jeg indrømme, at der findes ca. 150 fejl i modellen – én af dem er særlig alvorlig, men den holder jeg for mig selv.

QzpcUHJvZ3JhbURhdGFcU0FNU1VOR1xTYW1zdW5nIExpbmtcY2FjaGVcMjAxNjA2MDNfMTU0NTA0LWM2ZmRiODAzMDUwMTVjNTdmMWM2MGE0NjJjMmU4N2MxLmpwZw

QzpcUHJvZ3JhbURhdGFcU0FNU1VOR1xTYW1zdW5nIExpbmtcY2FjaGVcMjAxNjA2MDNfMTU0NTU2LThmNGNiMjY0MTU0ZDNlMGU2OWYyNmFjYjA1ZjkyYWRhLmpwZw

Opskriften hedder “Fly with me” og kan købes på Ravelry. Jeg har strikket frakken i garn fra http://goodyarnshop.com, som igennem de senere år har udviklet sig til at være min foretrukne garnpusher. På trods af en ret hamper portopris (garnet kommer fra Litauen), ender prisen pr. nøgle med at være langt lavere end tilsvarende garnkvalitet, som man kan købe i garnbutikker i Danmark. Ja, undskyld – jeg sparer hvor jeg kan, frem for at støtte op om dansk BNP.

Jeg må være deform! Fra starten var jeg klar over, at frakken, grundet min dværgvækst, ville komme til at gå mig til knæene, men det var for så vidt all right. Det viste sig, at mønstret til ærmerne, lige som bærestykket, måtte kortes af med adskillige centimeter, hvis mine hænder skulle have nogen som helst chance for at komme til at se dagens lys, når jeg er iført frakken.

Siden billedet blev taget er der blevet monteret knapper i frakken, hvilket er bemærkelsesværdigt nok i sig selv, da jeg fra tid til anden finder færdigstrikkede produkter i mine gemmer, der kun mangler én ting – KNAPPER! Denne frakke har måske været heldig, eller også bliver det en frakke, som jeg i hvert fald i teorien, kunne forestille mig at tage på.