Poncho manien fortsætter

Som tidligere nævnt er forholdet mellem mig og min strikkemaskine blevet seriøst (igen)! Sidst, hvor vi på den lidt længere bane kunne blive enige om tingene, var da mine børn var små og jeg stadig kunne overtale dem til at gå i hjemmestrik. De tider er forbi, men heldigvis er der andre, der sætter pris på et godt stykke strik. Min svigerinde forelskede sig hovedkulds i min seneste poncho, sådan en ville hun også gerne have – men i andre farver. Det er all right med mig, genbrug af opskrifter giver lidt mere sikkerhed for resultatet. Hun er, i modsætning til mig, en meget høj kvinde, så jeg var klar over, at der skulle arbejdes med en større længde på poncho’en, men det er nemt at regne ud, når man har et udgangspunkt.

Vi fandt farver og jeg gik i gang en søndag eftermiddag. Som sædvanligt begyndte det at gå galt på de sidste 25% af arbejdet. Hvorvidt jeg mister koncentrationen, eller det bare er skæbnens lunefuldhed, skal jeg ikke kunne sige, men der blev hængt masker om og hylet op et par gange. Efter 3-4 timers ihærdigt arbejde med garn og maskinen, havde jeg denne uformelige stak af strik og tråde at arbejde videre med.

16265944_10154949322714509_2420004854511300533_n

Nu kunne den sidste, men ikke mindre sjove del af processen begynde. Jeg elsker at montere – se hvordan beklædningsdelen tager form og antallet af løse tråde langsomt forsvinder. Sidste hånd på værket er damppresning, hvorved kanter bliver skarpe og arbejdet for alvor får den rigtige facon.

16402659_10154953161204509_8174308901305277946_o

Halvanden aften brugte jeg på monteringen, men det var godt givet ud. Ponchoen til min svigerinde er virkelig blevet flot og jeg glæder mig meget til at aflevere den. At jeg samtidig fik tømt nogle spoler af garn, som jeg har ejet i årevis, gør ikke fornøjelsen mindre.

Nu grubler jeg over det næste projekt og det bliver også en poncho. Jeg tænker i noget rundskåret med striber af skaktern, pangfarve og ombukket hals- og nederste kant. Lyder det underligt? Man bliver sikkert ikke klogere af at se de indledende udregninger og skitse, men ponchoen står helt klar og tydelig for mit indre blik.

20170131_152136

Nu må det godt snart blive weekend, for en vigtig erfaring har jeg forlængst vundet – strik på maskine er ikke noget man bør forlade i mere end 15 minutter af gangen.

Nyt år – nye projekter

Det er temmelig meget luksus, at have et “strikkerum” på 25 m2 – det er jeg godt klar over, så jeg nyder at opholde mig der og i særdeleshed nyder jeg at kunne lukke døren fra rod under alt opslugende projekter, der ikke lige bliver færdige. Det ene projekt tager det andet og resultatet er, at der med jævne mellemrum trænger til en ret så omfattende oprydning. Mellem jul og nytår skulle det så være! Efter en dags arbejde, hvor den elektriske garnvinde også var på overarbejde med at forvandle håbløse UFO’er til brugbart strikkegarn, var der atter fremkommeligt.

20170103_153548

Retfærdigvis skal nævnes, at billederne er taget 5 dage efter oprydningen og jeg er begyndt at rode igen.

20170103_153610

Strikkemaskinen er gået hen og er blevet et aktiv igen. Allerede før jul fik jeg strikket en poncho med blomstermønster – en julegave som modtageren blev meget glad for.

20161221_175750

I går fik jeg færdiggjort endnu en poncho (mangler en gang presning) i samme garn, da jeg således kunne genbruge strikkeprøven.

20170103_154857

Der er nemlig dét med maskinstrik, at der går urimelig lang tid inden man kommer i gang med selve strikningen. Sommetider forekommer det, at man sidder mere ved lommeregneren end ved strikkemaskinen. Mit største problem er at få kreativiteten til at blomstre under mønsterudregningen og ikke når jeg sidder ved strikkemaskinen, modsat håndstrik, hvor man ikke nødvendigvis behøver at holde sig 100% til opskriften. Tværtimod er der overvejende sandsynlighed for fiasko, hvis man begynder at omsætte pludselige indskydelser til virkelighed. De fleste af mine maskinstrikkeprojekter starter sådan her:

20170103_153651

Her har jeg først eksperimenteret med en bukket kant, der kan have en tendens til at blive bredere end resten, hvilket mildest talt ser uklædeligt ud på en sweater til en voksen person. Kanten på strikkeprøven er strikket med kun 3 tråde, mens resten af prøven er med 4 tråde og det ser umiddelbart ud til at løse problemet. Farverne, mellemblå, mørk blå, bordeaux og grå så fine ud sammen, da de lå ved siden af hinanden på bordet. På strikkeprøven kan jeg se, at den grå stikker af, måske er det også bare rosenmønstret, der er for vildt til den kombination – eller også er det den mellem blå, der er forkert. Det kommer jeg til at gå og kigge lidt på og gruble over, inden jeg kan gå i gang med at udregne mønster til min trøje.

Når engang mønstret er udregnet og trøjen er strikket, kommer næste arbejdskrævende fase – monteringen! Det elsker jeg til gengæld. Til at starte på, er det hele en omgang forvirrende lange tråde, hjælpekanter og nylonsnore. De forsvinder lidt efter lidt, som der bliver syet sammen og hæftet. Det er selvfølgelig hurtigere at strikke på maskine end i hånden og jeg kan godt lide den lidt fabriksagtige struktur, som maskinstrik får, men man strikker og monterer ikke lige en trøje på en eftermiddag.

Maskinstrik og håndstrik er bare hver sit.