Der har udviklet sig et koncept

Poncho fasen er sat på hold og i stedet strikker jeg børne- og babytrøjer – så bliver resterne også brugt. Der er blevet brug for pladsen på hylderne men mere om det senere.

Jeg har udviklet lidt af en standardmodel med striber og motiver på kropsdelen. Årsagen er, at der ved maskinstrik ofte opstår temmelig lange tråde på bagsiden af arbejdet og de kan forstyrre påklædningen. Derfor er det smartere at strikke ærmerne ensfarvede, eller som hos mig – i striber.

16826110_10155008502154509_620904449713951886_o

16836391_10155032907109509_751194097538586884_o

Man bør lægge mærke til, at begge trøjer har knapper og det er med slet skjult stolthed, at jeg kan forkynde, at jeg endelig har lært at lave pæne knaphuller i mit strik. Det er simpelthen lykkedes ud fra denne vejledning.

Efter at have pudset glorien tilstrækkeligt i forhold til min brug af garnrester på det seneste, må jeg komme med en tilståelse. Min vej førte til Berlin tur/retur i sidste uge og så er det jo kun en ganske lille omvej, lige at smutte omkring gamle garnpusher Hamburger Wollfabrik. EGENTLIG skulle jeg bare lige have noget sort Merino extrafein, som de forhandler til en meget billig pris. Man kan få vundet det meget tynde garn op i det antal tråde, som man har brug for. Det foregår på store professionelle spoleapparater, men det tager jo tid og den skal jo bruges på et eller andet. Nærliggende er, at kigge på, hvad de ellers har af gode tilbud i butikken og der er meget, som man ikke kan købe online. Jeg kiggede og for at det ikke skulle være ren tidsspilde og jeg jo har været så dygtig til at bruge rester i meeeeeeget laaaaaang tid, fandt jeg det ene og andet, som var værd at lægge i kurven. Den opspoling af min sorte Merino må have taget ufattelig lang tid, for jeg nåede at finde tre gange så meget garn, som jeg egentlig havde til hensigt at købe. Nuvel, det var gode køb og jeg havde plads i bilen. På billedet ser man til højre den sorte Merino og til venstre…. tjaeh… impulskøbene.

16903181_10155029432059509_1155051449595447029_o

Hurra for rester

Mange års garnindkøb har velsignet mig med en hel del rester og dem gør jeg løbende en indsats for at få brugt. I søndags fik jeg idéen til en sweater til  min guddatter, som er glad for pangfarver. Den er strikket i Merino extrafein fra Hamburger Wollfabrik, så trøjen er rigtig blød og lækker.

16700364_10154995336419509_35377422401981602_o

Hvorfor blive maskinstrikker?

Der findes nok lige så mange svar som der er maskinstrikkere på ovenstående spørgsmål. For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg var et uartigt barn!

Det kræver naturligvis en forklaring. Min mor ejede en strikkemaskine, af den gammeldags slags uden elektroniske eller andre dikkedarer. Den kunne strikke ensfarvet eller striber, men den havde en ribapparat, så man kunne også strikke både ret og vrang. Jeg kan huske, at hun strikkede trøjer til min bror og at garnet kom fra cones, modsat håndstrik, hvor garnet lå i nøgler.

Jeg blev introduceret til maskinstrik i en alder af 10-11 år. Baggrunden var, at jeg og nogle kammerater havde gjort en nærliggende bilkirkegård til vores foretrukne legeplads. Efter skole løb eller cyklede vi ned ad en markvej og den der kom først, havde muligheden for at gøre bilkirkegårdens ypperste bil – en Zephyr, som havde et speedometer, som gik helt op til 200 km/t – til sin “bolig”. Kom man sidst var der kun ret ildelugtende gamle vrag uden døre tilbage. Vi havde det rigtig sjovt med at lege i de gamle biler, men mine forældre var mindre begejstrede for den legeplads – de forbød mig slet og ret at deltage. Som voksen kan jeg godt få øje på, hvad der formentligt var årsagen til deres modvilje. Det var jo ikke helt ufarligt at færdes på området. Indsigten var ikke stor fra min side, så jeg trodsede forbuddet og deltog fortsat i legen på bilkirkegården – indtil der blev udstedt stuearrest. Mine forældre var på arbejde om dagen, så det var ikke nemt at holde øje med, om jeg legede på bilkirkegården eller om jeg var hjemme, så min mor besluttede, at jeg skulle strikke halstørklæder til spejdernes basar. For at gøre det en smule mere attraktivt, fik jeg lov at benytte hendes strikkemaskine. Der gik ikke mange dage, før strikkemaskinen var mere interessant end legen på bilkirkegården. Efterhånden blev der en god ligevægt mellem udfoldelsen af min kreativitet på strikkemaskinen og leg med kammeraterne (dog ikke på bilkirkegården, da de andre børn efterhånden også havde fået forbud mod at færdes der).

Da jeg blev voksen og selv fik børn, fik jeg et ønske om at få en strikkemaskine selv. Det krævede lidt drøftelser med min mand, da han ikke var overbevist om, at investeringen nogensinde kunne tjene sig hjem og det var åbenbart et krav. Vi blev enige om nogle parametre og jeg noterede flittigt garnforbrug og holdt det op imod estimerede priser på tøj fra almindelige butikker. Efter ca. 3 år var maskinen tjent hjem. Af en eller anden grund stoppede engagementet nogenlunde samtidig, så min strikkemaskine kom til at stå stille i over 10 år. Med mellemrum begyndte jeg igen at strikke lidt, men jeg kom ikke rigtigt igang. Sidste efterår kom maskinstrikkeriet først for alvor i gang igen, maskinen blev renset og justeret, jeg fik sorteret i mit garn og i skrivende stund kan jeg kun ærgre mig over, at jeg har ladet 10 år gå til spilde.