Hvorfor blive maskinstrikker?

Der findes nok lige så mange svar som der er maskinstrikkere på ovenstående spørgsmål. For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg var et uartigt barn!

Det kræver naturligvis en forklaring. Min mor ejede en strikkemaskine, af den gammeldags slags uden elektroniske eller andre dikkedarer. Den kunne strikke ensfarvet eller striber, men den havde en ribapparat, så man kunne også strikke både ret og vrang. Jeg kan huske, at hun strikkede trøjer til min bror og at garnet kom fra cones, modsat håndstrik, hvor garnet lå i nøgler.

Jeg blev introduceret til maskinstrik i en alder af 10-11 år. Baggrunden var, at jeg og nogle kammerater havde gjort en nærliggende bilkirkegård til vores foretrukne legeplads. Efter skole løb eller cyklede vi ned ad en markvej og den der kom først, havde muligheden for at gøre bilkirkegårdens ypperste bil – en Zephyr, som havde et speedometer, som gik helt op til 200 km/t – til sin “bolig”. Kom man sidst var der kun ret ildelugtende gamle vrag uden døre tilbage. Vi havde det rigtig sjovt med at lege i de gamle biler, men mine forældre var mindre begejstrede for den legeplads – de forbød mig slet og ret at deltage. Som voksen kan jeg godt få øje på, hvad der formentligt var årsagen til deres modvilje. Det var jo ikke helt ufarligt at færdes på området. Indsigten var ikke stor fra min side, så jeg trodsede forbuddet og deltog fortsat i legen på bilkirkegården – indtil der blev udstedt stuearrest. Mine forældre var på arbejde om dagen, så det var ikke nemt at holde øje med, om jeg legede på bilkirkegården eller om jeg var hjemme, så min mor besluttede, at jeg skulle strikke halstørklæder til spejdernes basar. For at gøre det en smule mere attraktivt, fik jeg lov at benytte hendes strikkemaskine. Der gik ikke mange dage, før strikkemaskinen var mere interessant end legen på bilkirkegården. Efterhånden blev der en god ligevægt mellem udfoldelsen af min kreativitet på strikkemaskinen og leg med kammeraterne (dog ikke på bilkirkegården, da de andre børn efterhånden også havde fået forbud mod at færdes der).

Da jeg blev voksen og selv fik børn, fik jeg et ønske om at få en strikkemaskine selv. Det krævede lidt drøftelser med min mand, da han ikke var overbevist om, at investeringen nogensinde kunne tjene sig hjem og det var åbenbart et krav. Vi blev enige om nogle parametre og jeg noterede flittigt garnforbrug og holdt det op imod estimerede priser på tøj fra almindelige butikker. Efter ca. 3 år var maskinen tjent hjem. Af en eller anden grund stoppede engagementet nogenlunde samtidig, så min strikkemaskine kom til at stå stille i over 10 år. Med mellemrum begyndte jeg igen at strikke lidt, men jeg kom ikke rigtigt igang. Sidste efterår kom maskinstrikkeriet først for alvor i gang igen, maskinen blev renset og justeret, jeg fik sorteret i mit garn og i skrivende stund kan jeg kun ærgre mig over, at jeg har ladet 10 år gå til spilde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *