Amigurumi

Der er grænser for, hvor meget tøj en nyfødt har brug for og eftersom mit barnebarn først kommer til verden i starten af juni, må jeg hellere holde bare LIDT igen med fabrikationerne. Der lurer også en lille tvivl, hvorvidt man, selv med nymodens udstyr, kan være 100% sikker på, at det er en dreng, selv om scannings eksperterne siger det. Jeg har derfor forfinet mine skills udi Amigurumi og det er voldsomt populært – ikke kun hos den vordende mor, men også hos dem i hendes omgangskreds, der også venter barn eller lige har fået. Således er det lille uro med farvestrålende fisk (fik moderen til barnet overbevist om, at det er en god idé), blevet givet væk. Opskrift på de små fisk findes her.

Min datter faldt for den lille abe, som jeg naturligvis har produceret til mit kommende barnebarn. Jeg har udstyret den med sikkerhedsøjne, men kan godt have mine tvivl, hvor sjov et lille barn vil synes, at den er i mørk og støvet lys blå. Opskrift her.

Sammenlignet med opskriftens billede, bliver det tydeligt, at det er svært at få egne hæklede dyr til at ligne dem fra opskriften 100%. Selv, hvis man hækler to dyr ud fra samme opskrift, vil der være forskel.

Dragerne har jeg efterhånden lavet en del af, da det var den første Amigurumi, jeg gav mig i kast med. En veninde overvurderede mine evner totalt og sendte mig en opskrift, som jeg – set i bakspejlet – nok lige skulle have ventet lidt med, til jeg havde mere erfaring. Resultatet blev såmænd meget godt, men jeg kæmpede med brodering af øjne, placering af vinger, næsebor, ører, horn, hale, ben og arme, til jeg nærmest var grædefærdig. Jeg havde heller ikke helt styr på at hækle rundt, så der blev grimme striber langs siden på de første par drager. Måske var det meget godt, at blive kastet ud i en svær model, for derfra blev alting lettere. Drageopskrift her.

Da mine egne børn var små, havde vi den mest fantastiske børnelæge. Han fik mig hurtigt overbevist om værdien af at have nogle faste ritualer i forbindelse med sengetid for de små. Lidt som med hunde – hvis man vænner en hund til, at den får en godbid, når den skal være alene hjemme, så opfatter den det ikke som noget ubehageligt, at man begynder at tage frakke på. Et af de faste ritualer for mine børn, helt fra spænd, indebar at jeg satte en spilledåse i gang, når jeg forlod rummet fordi de skulle sove. Vores spilledåse var pakket ind i en plysbeklædt gul and. Om de nu var ritualernes (incl. and) fortjeneste eller om de bare havde et godt sovehjerte, skal jeg ikke kunne sige, men mit barnebarn skal også have en spilledåse og jeg følte mig klar til amigurumi svendestykket, idét jeg har hæklet mange flere amigurumier end vist her. Jeg fandt opskriften med solen hos Mala Design. Oprindeligt er der ikke indtænkt nogen spilledåse, men der var masser af plads inden i solen og jeg hæklede en snor med en rød perle i, så spilledåsen kan trækkes op. Det var et udfordrende og langsommeligt stykke arbejde, men jeg er godt tilfreds med resultatet.

 

Det hænder at jeg lytter og lærer. Således så jeg en TV-udsendelse på et tidspunkt, hvor der blev fortalt, hvordan et perfekt baby legetøj skal se ud og være opbygget. Der skal være et ansigt, da en baby godt kan genkende det. For at fremme motorikken, skal der være nogle snore, som baby kan fingerere ved eller trække i. Det er ofte vanskeligt for de små babyfingre at få fat om tykke arme eller ben på mange godt udstoppede amigurumi’er, derfor har jeg lavet håndtag. Øjnene er naturligvis sikrede med modstykker på bagsiden og perlen inden i næsen er syet forsvarligt fast på selve hovedet, så den ikke er nem at bide af. Jeg har også lært, at gul og rød er de første farver en baby kan genkende (da det er advarselsfarver), så jeg håber at mit barnebarn bliver glad for sit legetøj, der i mindre grad er hæklet efter et skønhedsprincip og i højere grad målrettet anvendeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *