Amigurumi

Der er grænser for, hvor meget tøj en nyfødt har brug for og eftersom mit barnebarn først kommer til verden i starten af juni, må jeg hellere holde bare LIDT igen med fabrikationerne. Der lurer også en lille tvivl, hvorvidt man, selv med nymodens udstyr, kan være 100% sikker på, at det er en dreng, selv om scannings eksperterne siger det. Jeg har derfor forfinet mine skills udi Amigurumi og det er voldsomt populært – ikke kun hos den vordende mor, men også hos dem i hendes omgangskreds, der også venter barn eller lige har fået. Således er det lille uro med farvestrålende fisk (fik moderen til barnet overbevist om, at det er en god idé), blevet givet væk. Opskrift på de små fisk findes her.

Min datter faldt for den lille abe, som jeg naturligvis har produceret til mit kommende barnebarn. Jeg har udstyret den med sikkerhedsøjne, men kan godt have mine tvivl, hvor sjov et lille barn vil synes, at den er i mørk og støvet lys blå. Opskrift her.

Sammenlignet med opskriftens billede, bliver det tydeligt, at det er svært at få egne hæklede dyr til at ligne dem fra opskriften 100%. Selv, hvis man hækler to dyr ud fra samme opskrift, vil der være forskel.

Dragerne har jeg efterhånden lavet en del af, da det var den første Amigurumi, jeg gav mig i kast med. En veninde overvurderede mine evner totalt og sendte mig en opskrift, som jeg – set i bakspejlet – nok lige skulle have ventet lidt med, til jeg havde mere erfaring. Resultatet blev såmænd meget godt, men jeg kæmpede med brodering af øjne, placering af vinger, næsebor, ører, horn, hale, ben og arme, til jeg nærmest var grædefærdig. Jeg havde heller ikke helt styr på at hækle rundt, så der blev grimme striber langs siden på de første par drager. Måske var det meget godt, at blive kastet ud i en svær model, for derfra blev alting lettere. Drageopskrift her.

Da mine egne børn var små, havde vi den mest fantastiske børnelæge. Han fik mig hurtigt overbevist om værdien af at have nogle faste ritualer i forbindelse med sengetid for de små. Lidt som med hunde – hvis man vænner en hund til, at den får en godbid, når den skal være alene hjemme, så opfatter den det ikke som noget ubehageligt, at man begynder at tage frakke på. Et af de faste ritualer for mine børn, helt fra spænd, indebar at jeg satte en spilledåse i gang, når jeg forlod rummet fordi de skulle sove. Vores spilledåse var pakket ind i en plysbeklædt gul and. Om de nu var ritualernes (incl. and) fortjeneste eller om de bare havde et godt sovehjerte, skal jeg ikke kunne sige, men mit barnebarn skal også have en spilledåse og jeg følte mig klar til amigurumi svendestykket, idét jeg har hæklet mange flere amigurumier end vist her. Jeg fandt opskriften med solen hos Mala Design. Oprindeligt er der ikke indtænkt nogen spilledåse, men der var masser af plads inden i solen og jeg hæklede en snor med en rød perle i, så spilledåsen kan trækkes op. Det var et udfordrende og langsommeligt stykke arbejde, men jeg er godt tilfreds med resultatet.

 

Det hænder at jeg lytter og lærer. Således så jeg en TV-udsendelse på et tidspunkt, hvor der blev fortalt, hvordan et perfekt baby legetøj skal se ud og være opbygget. Der skal være et ansigt, da en baby godt kan genkende det. For at fremme motorikken, skal der være nogle snore, som baby kan fingerere ved eller trække i. Det er ofte vanskeligt for de små babyfingre at få fat om tykke arme eller ben på mange godt udstoppede amigurumi’er, derfor har jeg lavet håndtag. Øjnene er naturligvis sikrede med modstykker på bagsiden og perlen inden i næsen er syet forsvarligt fast på selve hovedet, så den ikke er nem at bide af. Jeg har også lært, at gul og rød er de første farver en baby kan genkende (da det er advarselsfarver), så jeg håber at mit barnebarn bliver glad for sit legetøj, der i mindre grad er hæklet efter et skønhedsprincip og i højere grad målrettet anvendeligheden.

Så skete det….

Min ældste datter kom forbi – ikke i noget særligt ærinde, troede jeg. Da hun efter en halv times tid smuttede igen, vidste jeg bedre. Hun havde overdraget en strikkeopskrift på en hættetrøje i str. baby til mig, med ønske om fabrikation. Det er ikke så overraskende, at skulle være Mormor, når man har børn på 30 år – men glad blev jeg. I årevis har jeg i ny og næ strikket til en Mormor kasse og alt efter køn, vil alt eller en del af indholdet komme i brug. Jeg tog selvfølgelig udfordringen med hættetrøjen op – strikket i Easy Care fra Mayflower og dette er opskriften.

15

Originalmodellen er med lysegrå stribe i midten, mens jeg har tilladt mig at vælge en frisk mellemblå (det bliver en dreng). Det fører hen til nogle betragtninger i forhold til nutidens mode for småbørn. Jeg synes mildest talt, at den er kedelig. Farverne er afdæmpede, nærmest kølige og der skal helst ikke være for meget mønster på. Da mine børn var små for 30 år siden, fandtes der pink (ok, jeg havde piger), glimmer, prinsesser, tylskørter og neonfarver. Sådan et børneværelse var en fest af farver og former. Nu om dage skal børneværelset nærmest ligne familiens stue. Jeg forstår det ikke…..

Linen stitch

Konstant på udkig efter nye strikkeudfordringer, faldt jeg over en teknik ved navn Linen Stitch og i særdeleshed 3-farvet Linen Stitch.

Det stod mig helt klart, at her skulle der tyndt garn i spil, så jeg fik anskaffet noget Alpaca i to grønne og en pink farve hos Garngaragen. Mage til langsommeligt strik skal man lede længe efter, men det var sjovt og strikke projekterne stod ikke ligefrem i kø på daværende tidspunkt.

1a

Min cardigan tog form efterhånden, blandt andet fandt jeg ud af undervejs, at jeg ville have lommer i den – måske skulle der også bare ske noget, når nu arbejdet kun skred langsomt frem. Det endte godt og jeg har virkelig brugt min cardigan meget. Den vækker måske ikke så meget opsigt hos andre strikkere, som jeg havde forventet – det er trods alt ikke et mønster, som man ser så ofte. Jeg er overrasket over, at den skal dampes hver gang jeg skal have den på, hvilket man også kan se på billedet.

2

Jeg beklager meget….

Skulle der findes læsere, der kigger ind på min blog jævnligt og med rette forventer, at der står noget nyt – så er de gået forgæves i temmelig lang tid. Ingen dårlige undskyldninger der – opdateringer har bare ikke været top of mind hos mig. Nu er der imidlertid samlet sammen af billeder og projekter, som kan postes.

Jeg gik i stå med opdateringerne for nøjagtigt et år siden og den mest sandsynlige årsag er, at i slutningen af april startede et renoveringsprojekt af de helt store i mit hjem. Det projekt havde faktisk fortjent en blog for sig selv. På den anden side af det, kan vi nu glæde os over et nyt køkken med gulvvarme, nye vinduer og indvendige døre i hele huset, en ny stue og et nyt soveværelse. Processen var langt mere opslidende end noget anden renovering jeg nogensinde har oplevet, men den var også omfattende.

2

Pakken til Amerika

En slægtning i USA har for nyligt fået en lille dreng. Hun har i forvejen en søn på 4 år, så jeg ved, at moderen er glad for mine strikkede børnesweatre og drengen er glad for elefanter. “Overthere” er partnerlook stadig et hit, så det var nærliggende at fremstille to nogenlunde ens sweatre til de to “boys”. Begge sweatre er udstyret med knapper på den ene skulder, så den er nem at få over hovedet.

Pakken er sendt, så nu er det op til de forenede kræfter af PostNord og United States Postal Service at sørge for at den når frem inden det bliver sommer.

20170404_232050 20170404_232111

Lommekjole af rester

For rigtig ma17760115_10155147384559509_5313788481473295631_nnge år siden maskinstrikkede jeg tøj til mine børn og i den anledning indkøbte jeg ultratyndt bomuldsgarn i store mængder. Det har efterladt nogle rester i forskellige farver, der hver for sig, ikke rigtig rakte til noget fornuftigt. Desuden var det et herrens arbejde at vinde det op til de 7 tråde der var påkrævet for at gøre det tykt nok. Men nu skulle det altså bruges! Jeg har derfor vundet hovedparten af det op til en fornuftig mængde – sammensat af flere farver. Mit gudbarn er en kjolepige, så et mønster blev fremstillet og ud af de ældgamle rester opstod denne kjole, hvor jeg har brugt det garn, der allerede var vundet op i ensfarvet, til lommer.
Pigebarnet blev rigtig glad for kjolen, som i tykkelsen er passende til en god dansk sommerdag – ikke for varm og ikke for kold.

Der har udviklet sig et koncept

Poncho fasen er sat på hold og i stedet strikker jeg børne- og babytrøjer – så bliver resterne også brugt. Der er blevet brug for pladsen på hylderne men mere om det senere.

Jeg har udviklet lidt af en standardmodel med striber og motiver på kropsdelen. Årsagen er, at der ved maskinstrik ofte opstår temmelig lange tråde på bagsiden af arbejdet og de kan forstyrre påklædningen. Derfor er det smartere at strikke ærmerne ensfarvede, eller som hos mig – i striber.

16826110_10155008502154509_620904449713951886_o

16836391_10155032907109509_751194097538586884_o

Man bør lægge mærke til, at begge trøjer har knapper og det er med slet skjult stolthed, at jeg kan forkynde, at jeg endelig har lært at lave pæne knaphuller i mit strik. Det er simpelthen lykkedes ud fra denne vejledning.

Efter at have pudset glorien tilstrækkeligt i forhold til min brug af garnrester på det seneste, må jeg komme med en tilståelse. Min vej førte til Berlin tur/retur i sidste uge og så er det jo kun en ganske lille omvej, lige at smutte omkring gamle garnpusher Hamburger Wollfabrik. EGENTLIG skulle jeg bare lige have noget sort Merino extrafein, som de forhandler til en meget billig pris. Man kan få vundet det meget tynde garn op i det antal tråde, som man har brug for. Det foregår på store professionelle spoleapparater, men det tager jo tid og den skal jo bruges på et eller andet. Nærliggende er, at kigge på, hvad de ellers har af gode tilbud i butikken og der er meget, som man ikke kan købe online. Jeg kiggede og for at det ikke skulle være ren tidsspilde og jeg jo har været så dygtig til at bruge rester i meeeeeeget laaaaaang tid, fandt jeg det ene og andet, som var værd at lægge i kurven. Den opspoling af min sorte Merino må have taget ufattelig lang tid, for jeg nåede at finde tre gange så meget garn, som jeg egentlig havde til hensigt at købe. Nuvel, det var gode køb og jeg havde plads i bilen. På billedet ser man til højre den sorte Merino og til venstre…. tjaeh… impulskøbene.

16903181_10155029432059509_1155051449595447029_o

Hurra for rester

Mange års garnindkøb har velsignet mig med en hel del rester og dem gør jeg løbende en indsats for at få brugt. I søndags fik jeg idéen til en sweater til  min guddatter, som er glad for pangfarver. Den er strikket i Merino extrafein fra Hamburger Wollfabrik, så trøjen er rigtig blød og lækker.

16700364_10154995336419509_35377422401981602_o

Hvorfor blive maskinstrikker?

Der findes nok lige så mange svar som der er maskinstrikkere på ovenstående spørgsmål. For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg var et uartigt barn!

Det kræver naturligvis en forklaring. Min mor ejede en strikkemaskine, af den gammeldags slags uden elektroniske eller andre dikkedarer. Den kunne strikke ensfarvet eller striber, men den havde en ribapparat, så man kunne også strikke både ret og vrang. Jeg kan huske, at hun strikkede trøjer til min bror og at garnet kom fra cones, modsat håndstrik, hvor garnet lå i nøgler.

Jeg blev introduceret til maskinstrik i en alder af 10-11 år. Baggrunden var, at jeg og nogle kammerater havde gjort en nærliggende bilkirkegård til vores foretrukne legeplads. Efter skole løb eller cyklede vi ned ad en markvej og den der kom først, havde muligheden for at gøre bilkirkegårdens ypperste bil – en Zephyr, som havde et speedometer, som gik helt op til 200 km/t – til sin “bolig”. Kom man sidst var der kun ret ildelugtende gamle vrag uden døre tilbage. Vi havde det rigtig sjovt med at lege i de gamle biler, men mine forældre var mindre begejstrede for den legeplads – de forbød mig slet og ret at deltage. Som voksen kan jeg godt få øje på, hvad der formentligt var årsagen til deres modvilje. Det var jo ikke helt ufarligt at færdes på området. Indsigten var ikke stor fra min side, så jeg trodsede forbuddet og deltog fortsat i legen på bilkirkegården – indtil der blev udstedt stuearrest. Mine forældre var på arbejde om dagen, så det var ikke nemt at holde øje med, om jeg legede på bilkirkegården eller om jeg var hjemme, så min mor besluttede, at jeg skulle strikke halstørklæder til spejdernes basar. For at gøre det en smule mere attraktivt, fik jeg lov at benytte hendes strikkemaskine. Der gik ikke mange dage, før strikkemaskinen var mere interessant end legen på bilkirkegården. Efterhånden blev der en god ligevægt mellem udfoldelsen af min kreativitet på strikkemaskinen og leg med kammeraterne (dog ikke på bilkirkegården, da de andre børn efterhånden også havde fået forbud mod at færdes der).

Da jeg blev voksen og selv fik børn, fik jeg et ønske om at få en strikkemaskine selv. Det krævede lidt drøftelser med min mand, da han ikke var overbevist om, at investeringen nogensinde kunne tjene sig hjem og det var åbenbart et krav. Vi blev enige om nogle parametre og jeg noterede flittigt garnforbrug og holdt det op imod estimerede priser på tøj fra almindelige butikker. Efter ca. 3 år var maskinen tjent hjem. Af en eller anden grund stoppede engagementet nogenlunde samtidig, så min strikkemaskine kom til at stå stille i over 10 år. Med mellemrum begyndte jeg igen at strikke lidt, men jeg kom ikke rigtigt igang. Sidste efterår kom maskinstrikkeriet først for alvor i gang igen, maskinen blev renset og justeret, jeg fik sorteret i mit garn og i skrivende stund kan jeg kun ærgre mig over, at jeg har ladet 10 år gå til spilde.