Der har udviklet sig et koncept

Poncho fasen er sat på hold og i stedet strikker jeg børne- og babytrøjer – så bliver resterne også brugt. Der er blevet brug for pladsen på hylderne men mere om det senere.

Jeg har udviklet lidt af en standardmodel med striber og motiver på kropsdelen. Årsagen er, at der ved maskinstrik ofte opstår temmelig lange tråde på bagsiden af arbejdet og de kan forstyrre påklædningen. Derfor er det smartere at strikke ærmerne ensfarvede, eller som hos mig – i striber.

16826110_10155008502154509_620904449713951886_o

16836391_10155032907109509_751194097538586884_o

Man bør lægge mærke til, at begge trøjer har knapper og det er med slet skjult stolthed, at jeg kan forkynde, at jeg endelig har lært at lave pæne knaphuller i mit strik. Det er simpelthen lykkedes ud fra denne vejledning.

Efter at have pudset glorien tilstrækkeligt i forhold til min brug af garnrester på det seneste, må jeg komme med en tilståelse. Min vej førte til Berlin tur/retur i sidste uge og så er det jo kun en ganske lille omvej, lige at smutte omkring gamle garnpusher Hamburger Wollfabrik. EGENTLIG skulle jeg bare lige have noget sort Merino extrafein, som de forhandler til en meget billig pris. Man kan få vundet det meget tynde garn op i det antal tråde, som man har brug for. Det foregår på store professionelle spoleapparater, men det tager jo tid og den skal jo bruges på et eller andet. Nærliggende er, at kigge på, hvad de ellers har af gode tilbud i butikken og der er meget, som man ikke kan købe online. Jeg kiggede og for at det ikke skulle være ren tidsspilde og jeg jo har været så dygtig til at bruge rester i meeeeeeget laaaaaang tid, fandt jeg det ene og andet, som var værd at lægge i kurven. Den opspoling af min sorte Merino må have taget ufattelig lang tid, for jeg nåede at finde tre gange så meget garn, som jeg egentlig havde til hensigt at købe. Nuvel, det var gode køb og jeg havde plads i bilen. På billedet ser man til højre den sorte Merino og til venstre…. tjaeh… impulskøbene.

16903181_10155029432059509_1155051449595447029_o

Hurra for rester

Mange års garnindkøb har velsignet mig med en hel del rester og dem gør jeg løbende en indsats for at få brugt. I søndags fik jeg idéen til en sweater til  min guddatter, som er glad for pangfarver. Den er strikket i Merino extrafein fra Hamburger Wollfabrik, så trøjen er rigtig blød og lækker.

16700364_10154995336419509_35377422401981602_o

Hvorfor blive maskinstrikker?

Der findes nok lige så mange svar som der er maskinstrikkere på ovenstående spørgsmål. For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg var et uartigt barn!

Det kræver naturligvis en forklaring. Min mor ejede en strikkemaskine, af den gammeldags slags uden elektroniske eller andre dikkedarer. Den kunne strikke ensfarvet eller striber, men den havde en ribapparat, så man kunne også strikke både ret og vrang. Jeg kan huske, at hun strikkede trøjer til min bror og at garnet kom fra cones, modsat håndstrik, hvor garnet lå i nøgler.

Jeg blev introduceret til maskinstrik i en alder af 10-11 år. Baggrunden var, at jeg og nogle kammerater havde gjort en nærliggende bilkirkegård til vores foretrukne legeplads. Efter skole løb eller cyklede vi ned ad en markvej og den der kom først, havde muligheden for at gøre bilkirkegårdens ypperste bil – en Zephyr, som havde et speedometer, som gik helt op til 200 km/t – til sin “bolig”. Kom man sidst var der kun ret ildelugtende gamle vrag uden døre tilbage. Vi havde det rigtig sjovt med at lege i de gamle biler, men mine forældre var mindre begejstrede for den legeplads – de forbød mig slet og ret at deltage. Som voksen kan jeg godt få øje på, hvad der formentligt var årsagen til deres modvilje. Det var jo ikke helt ufarligt at færdes på området. Indsigten var ikke stor fra min side, så jeg trodsede forbuddet og deltog fortsat i legen på bilkirkegården – indtil der blev udstedt stuearrest. Mine forældre var på arbejde om dagen, så det var ikke nemt at holde øje med, om jeg legede på bilkirkegården eller om jeg var hjemme, så min mor besluttede, at jeg skulle strikke halstørklæder til spejdernes basar. For at gøre det en smule mere attraktivt, fik jeg lov at benytte hendes strikkemaskine. Der gik ikke mange dage, før strikkemaskinen var mere interessant end legen på bilkirkegården. Efterhånden blev der en god ligevægt mellem udfoldelsen af min kreativitet på strikkemaskinen og leg med kammeraterne (dog ikke på bilkirkegården, da de andre børn efterhånden også havde fået forbud mod at færdes der).

Da jeg blev voksen og selv fik børn, fik jeg et ønske om at få en strikkemaskine selv. Det krævede lidt drøftelser med min mand, da han ikke var overbevist om, at investeringen nogensinde kunne tjene sig hjem og det var åbenbart et krav. Vi blev enige om nogle parametre og jeg noterede flittigt garnforbrug og holdt det op imod estimerede priser på tøj fra almindelige butikker. Efter ca. 3 år var maskinen tjent hjem. Af en eller anden grund stoppede engagementet nogenlunde samtidig, så min strikkemaskine kom til at stå stille i over 10 år. Med mellemrum begyndte jeg igen at strikke lidt, men jeg kom ikke rigtigt igang. Sidste efterår kom maskinstrikkeriet først for alvor i gang igen, maskinen blev renset og justeret, jeg fik sorteret i mit garn og i skrivende stund kan jeg kun ærgre mig over, at jeg har ladet 10 år gå til spilde.

Poncho manien fortsætter

Som tidligere nævnt er forholdet mellem mig og min strikkemaskine blevet seriøst (igen)! Sidst, hvor vi på den lidt længere bane kunne blive enige om tingene, var da mine børn var små og jeg stadig kunne overtale dem til at gå i hjemmestrik. De tider er forbi, men heldigvis er der andre, der sætter pris på et godt stykke strik. Min svigerinde forelskede sig hovedkulds i min seneste poncho, sådan en ville hun også gerne have – men i andre farver. Det er all right med mig, genbrug af opskrifter giver lidt mere sikkerhed for resultatet. Hun er, i modsætning til mig, en meget høj kvinde, så jeg var klar over, at der skulle arbejdes med en større længde på poncho’en, men det er nemt at regne ud, når man har et udgangspunkt.

Vi fandt farver og jeg gik i gang en søndag eftermiddag. Som sædvanligt begyndte det at gå galt på de sidste 25% af arbejdet. Hvorvidt jeg mister koncentrationen, eller det bare er skæbnens lunefuldhed, skal jeg ikke kunne sige, men der blev hængt masker om og hylet op et par gange. Efter 3-4 timers ihærdigt arbejde med garn og maskinen, havde jeg denne uformelige stak af strik og tråde at arbejde videre med.

16265944_10154949322714509_2420004854511300533_n

Nu kunne den sidste, men ikke mindre sjove del af processen begynde. Jeg elsker at montere – se hvordan beklædningsdelen tager form og antallet af løse tråde langsomt forsvinder. Sidste hånd på værket er damppresning, hvorved kanter bliver skarpe og arbejdet for alvor får den rigtige facon.

16402659_10154953161204509_8174308901305277946_o

Halvanden aften brugte jeg på monteringen, men det var godt givet ud. Ponchoen til min svigerinde er virkelig blevet flot og jeg glæder mig meget til at aflevere den. At jeg samtidig fik tømt nogle spoler af garn, som jeg har ejet i årevis, gør ikke fornøjelsen mindre.

Nu grubler jeg over det næste projekt og det bliver også en poncho. Jeg tænker i noget rundskåret med striber af skaktern, pangfarve og ombukket hals- og nederste kant. Lyder det underligt? Man bliver sikkert ikke klogere af at se de indledende udregninger og skitse, men ponchoen står helt klar og tydelig for mit indre blik.

20170131_152136

Nu må det godt snart blive weekend, for en vigtig erfaring har jeg forlængst vundet – strik på maskine er ikke noget man bør forlade i mere end 15 minutter af gangen.

Nyt år – nye projekter

Det er temmelig meget luksus, at have et “strikkerum” på 25 m2 – det er jeg godt klar over, så jeg nyder at opholde mig der og i særdeleshed nyder jeg at kunne lukke døren fra rod under alt opslugende projekter, der ikke lige bliver færdige. Det ene projekt tager det andet og resultatet er, at der med jævne mellemrum trænger til en ret så omfattende oprydning. Mellem jul og nytår skulle det så være! Efter en dags arbejde, hvor den elektriske garnvinde også var på overarbejde med at forvandle håbløse UFO’er til brugbart strikkegarn, var der atter fremkommeligt.

20170103_153548

Retfærdigvis skal nævnes, at billederne er taget 5 dage efter oprydningen og jeg er begyndt at rode igen.

20170103_153610

Strikkemaskinen er gået hen og er blevet et aktiv igen. Allerede før jul fik jeg strikket en poncho med blomstermønster – en julegave som modtageren blev meget glad for.

20161221_175750

I går fik jeg færdiggjort endnu en poncho (mangler en gang presning) i samme garn, da jeg således kunne genbruge strikkeprøven.

20170103_154857

Der er nemlig dét med maskinstrik, at der går urimelig lang tid inden man kommer i gang med selve strikningen. Sommetider forekommer det, at man sidder mere ved lommeregneren end ved strikkemaskinen. Mit største problem er at få kreativiteten til at blomstre under mønsterudregningen og ikke når jeg sidder ved strikkemaskinen, modsat håndstrik, hvor man ikke nødvendigvis behøver at holde sig 100% til opskriften. Tværtimod er der overvejende sandsynlighed for fiasko, hvis man begynder at omsætte pludselige indskydelser til virkelighed. De fleste af mine maskinstrikkeprojekter starter sådan her:

20170103_153651

Her har jeg først eksperimenteret med en bukket kant, der kan have en tendens til at blive bredere end resten, hvilket mildest talt ser uklædeligt ud på en sweater til en voksen person. Kanten på strikkeprøven er strikket med kun 3 tråde, mens resten af prøven er med 4 tråde og det ser umiddelbart ud til at løse problemet. Farverne, mellemblå, mørk blå, bordeaux og grå så fine ud sammen, da de lå ved siden af hinanden på bordet. På strikkeprøven kan jeg se, at den grå stikker af, måske er det også bare rosenmønstret, der er for vildt til den kombination – eller også er det den mellem blå, der er forkert. Det kommer jeg til at gå og kigge lidt på og gruble over, inden jeg kan gå i gang med at udregne mønster til min trøje.

Når engang mønstret er udregnet og trøjen er strikket, kommer næste arbejdskrævende fase – monteringen! Det elsker jeg til gengæld. Til at starte på, er det hele en omgang forvirrende lange tråde, hjælpekanter og nylonsnore. De forsvinder lidt efter lidt, som der bliver syet sammen og hæftet. Det er selvfølgelig hurtigere at strikke på maskine end i hånden og jeg kan godt lide den lidt fabriksagtige struktur, som maskinstrik får, men man strikker og monterer ikke lige en trøje på en eftermiddag.

Maskinstrik og håndstrik er bare hver sit.

Produktiv ferieuge

10348302_10152483126129509_4914358713687292499_nMidt i 70’erne var mine forældre så forudseende at bygge et sommerhus ved den nordjyske vestkyst – det har jeg nydt godt af lige siden. Først var det tilholdssted når vi besøgte den nordjyske del af familien, senere tilbragte jeg ferier i huset sammen med mine børn og deres far. I de senere år har jeg hyldet ensomheden en uges tid på de råkolde årstider.

Jeg elsker det! Ild i brændeovnen, lange ture langs stranden med hunden og kun forpligtet overfor mig selv. Forplejningen består af leverpostejmadder og jeg sover når jeg er træt, uden at et ur sætter dagsorden.

Mine forældre har for nogle år siden gjort min bror og mig til medejere af huset. Jeg er helt klart den i familien, der holder mest af stedet – især når vinden rusker i træerne og regnen pisker ned udenfor.

15025504_10154697222129509_3181617541099670200_o

Jeg er lige kommet hjem fra en uge i sommerhuset. Strikketøjet var selvfølgelig med og jeg fik monteret nogle maskinstrikkede ponchoer og nogle djævlehuer, som jeg har udstyret med ører. Mangels et babyhoved at prøve af på, kan jeg kun håbe på, at ørerne sidder på hensigtsmæssige steder.

Det går hurtigt at strikke djævlehuer på maskinen, så jeg satser på at få fabrikeret nogle flere inden jeg og min mor i næste weekend slår salgsboden op på Stenvad Mosebrugscenters julemarked. Ponchoerne skal også udbydes til salg sammen med en hel hær af hæklede bamser ved den lejlighed.