Der har udviklet sig et koncept

Poncho fasen er sat på hold og i stedet strikker jeg børne- og babytrøjer – så bliver resterne også brugt. Der er blevet brug for pladsen på hylderne men mere om det senere.

Jeg har udviklet lidt af en standardmodel med striber og motiver på kropsdelen. Årsagen er, at der ved maskinstrik ofte opstår temmelig lange tråde på bagsiden af arbejdet og de kan forstyrre påklædningen. Derfor er det smartere at strikke ærmerne ensfarvede, eller som hos mig – i striber.

16826110_10155008502154509_620904449713951886_o

16836391_10155032907109509_751194097538586884_o

Man bør lægge mærke til, at begge trøjer har knapper og det er med slet skjult stolthed, at jeg kan forkynde, at jeg endelig har lært at lave pæne knaphuller i mit strik. Det er simpelthen lykkedes ud fra denne vejledning.

Efter at have pudset glorien tilstrækkeligt i forhold til min brug af garnrester på det seneste, må jeg komme med en tilståelse. Min vej førte til Berlin tur/retur i sidste uge og så er det jo kun en ganske lille omvej, lige at smutte omkring gamle garnpusher Hamburger Wollfabrik. EGENTLIG skulle jeg bare lige have noget sort Merino extrafein, som de forhandler til en meget billig pris. Man kan få vundet det meget tynde garn op i det antal tråde, som man har brug for. Det foregår på store professionelle spoleapparater, men det tager jo tid og den skal jo bruges på et eller andet. Nærliggende er, at kigge på, hvad de ellers har af gode tilbud i butikken og der er meget, som man ikke kan købe online. Jeg kiggede og for at det ikke skulle være ren tidsspilde og jeg jo har været så dygtig til at bruge rester i meeeeeeget laaaaaang tid, fandt jeg det ene og andet, som var værd at lægge i kurven. Den opspoling af min sorte Merino må have taget ufattelig lang tid, for jeg nåede at finde tre gange så meget garn, som jeg egentlig havde til hensigt at købe. Nuvel, det var gode køb og jeg havde plads i bilen. På billedet ser man til højre den sorte Merino og til venstre…. tjaeh… impulskøbene.

16903181_10155029432059509_1155051449595447029_o

Produktiv ferieuge

10348302_10152483126129509_4914358713687292499_nMidt i 70’erne var mine forældre så forudseende at bygge et sommerhus ved den nordjyske vestkyst – det har jeg nydt godt af lige siden. Først var det tilholdssted når vi besøgte den nordjyske del af familien, senere tilbragte jeg ferier i huset sammen med mine børn og deres far. I de senere år har jeg hyldet ensomheden en uges tid på de råkolde årstider.

Jeg elsker det! Ild i brændeovnen, lange ture langs stranden med hunden og kun forpligtet overfor mig selv. Forplejningen består af leverpostejmadder og jeg sover når jeg er træt, uden at et ur sætter dagsorden.

Mine forældre har for nogle år siden gjort min bror og mig til medejere af huset. Jeg er helt klart den i familien, der holder mest af stedet – især når vinden rusker i træerne og regnen pisker ned udenfor.

15025504_10154697222129509_3181617541099670200_o

Jeg er lige kommet hjem fra en uge i sommerhuset. Strikketøjet var selvfølgelig med og jeg fik monteret nogle maskinstrikkede ponchoer og nogle djævlehuer, som jeg har udstyret med ører. Mangels et babyhoved at prøve af på, kan jeg kun håbe på, at ørerne sidder på hensigtsmæssige steder.

Det går hurtigt at strikke djævlehuer på maskinen, så jeg satser på at få fabrikeret nogle flere inden jeg og min mor i næste weekend slår salgsboden op på Stenvad Mosebrugscenters julemarked. Ponchoerne skal også udbydes til salg sammen med en hel hær af hæklede bamser ved den lejlighed.