Poncho manien fortsætter

Som tidligere nævnt er forholdet mellem mig og min strikkemaskine blevet seriøst (igen)! Sidst, hvor vi på den lidt længere bane kunne blive enige om tingene, var da mine børn var små og jeg stadig kunne overtale dem til at gå i hjemmestrik. De tider er forbi, men heldigvis er der andre, der sætter pris på et godt stykke strik. Min svigerinde forelskede sig hovedkulds i min seneste poncho, sådan en ville hun også gerne have – men i andre farver. Det er all right med mig, genbrug af opskrifter giver lidt mere sikkerhed for resultatet. Hun er, i modsætning til mig, en meget høj kvinde, så jeg var klar over, at der skulle arbejdes med en større længde på poncho’en, men det er nemt at regne ud, når man har et udgangspunkt.

Vi fandt farver og jeg gik i gang en søndag eftermiddag. Som sædvanligt begyndte det at gå galt på de sidste 25% af arbejdet. Hvorvidt jeg mister koncentrationen, eller det bare er skæbnens lunefuldhed, skal jeg ikke kunne sige, men der blev hængt masker om og hylet op et par gange. Efter 3-4 timers ihærdigt arbejde med garn og maskinen, havde jeg denne uformelige stak af strik og tråde at arbejde videre med.

16265944_10154949322714509_2420004854511300533_n

Nu kunne den sidste, men ikke mindre sjove del af processen begynde. Jeg elsker at montere – se hvordan beklædningsdelen tager form og antallet af løse tråde langsomt forsvinder. Sidste hånd på værket er damppresning, hvorved kanter bliver skarpe og arbejdet for alvor får den rigtige facon.

16402659_10154953161204509_8174308901305277946_o

Halvanden aften brugte jeg på monteringen, men det var godt givet ud. Ponchoen til min svigerinde er virkelig blevet flot og jeg glæder mig meget til at aflevere den. At jeg samtidig fik tømt nogle spoler af garn, som jeg har ejet i årevis, gør ikke fornøjelsen mindre.

Nu grubler jeg over det næste projekt og det bliver også en poncho. Jeg tænker i noget rundskåret med striber af skaktern, pangfarve og ombukket hals- og nederste kant. Lyder det underligt? Man bliver sikkert ikke klogere af at se de indledende udregninger og skitse, men ponchoen står helt klar og tydelig for mit indre blik.

20170131_152136

Nu må det godt snart blive weekend, for en vigtig erfaring har jeg forlængst vundet – strik på maskine er ikke noget man bør forlade i mere end 15 minutter af gangen.

Nyt år – nye projekter

Det er temmelig meget luksus, at have et “strikkerum” på 25 m2 – det er jeg godt klar over, så jeg nyder at opholde mig der og i særdeleshed nyder jeg at kunne lukke døren fra rod under alt opslugende projekter, der ikke lige bliver færdige. Det ene projekt tager det andet og resultatet er, at der med jævne mellemrum trænger til en ret så omfattende oprydning. Mellem jul og nytår skulle det så være! Efter en dags arbejde, hvor den elektriske garnvinde også var på overarbejde med at forvandle håbløse UFO’er til brugbart strikkegarn, var der atter fremkommeligt.

20170103_153548

Retfærdigvis skal nævnes, at billederne er taget 5 dage efter oprydningen og jeg er begyndt at rode igen.

20170103_153610

Strikkemaskinen er gået hen og er blevet et aktiv igen. Allerede før jul fik jeg strikket en poncho med blomstermønster – en julegave som modtageren blev meget glad for.

20161221_175750

I går fik jeg færdiggjort endnu en poncho (mangler en gang presning) i samme garn, da jeg således kunne genbruge strikkeprøven.

20170103_154857

Der er nemlig dét med maskinstrik, at der går urimelig lang tid inden man kommer i gang med selve strikningen. Sommetider forekommer det, at man sidder mere ved lommeregneren end ved strikkemaskinen. Mit største problem er at få kreativiteten til at blomstre under mønsterudregningen og ikke når jeg sidder ved strikkemaskinen, modsat håndstrik, hvor man ikke nødvendigvis behøver at holde sig 100% til opskriften. Tværtimod er der overvejende sandsynlighed for fiasko, hvis man begynder at omsætte pludselige indskydelser til virkelighed. De fleste af mine maskinstrikkeprojekter starter sådan her:

20170103_153651

Her har jeg først eksperimenteret med en bukket kant, der kan have en tendens til at blive bredere end resten, hvilket mildest talt ser uklædeligt ud på en sweater til en voksen person. Kanten på strikkeprøven er strikket med kun 3 tråde, mens resten af prøven er med 4 tråde og det ser umiddelbart ud til at løse problemet. Farverne, mellemblå, mørk blå, bordeaux og grå så fine ud sammen, da de lå ved siden af hinanden på bordet. På strikkeprøven kan jeg se, at den grå stikker af, måske er det også bare rosenmønstret, der er for vildt til den kombination – eller også er det den mellem blå, der er forkert. Det kommer jeg til at gå og kigge lidt på og gruble over, inden jeg kan gå i gang med at udregne mønster til min trøje.

Når engang mønstret er udregnet og trøjen er strikket, kommer næste arbejdskrævende fase – monteringen! Det elsker jeg til gengæld. Til at starte på, er det hele en omgang forvirrende lange tråde, hjælpekanter og nylonsnore. De forsvinder lidt efter lidt, som der bliver syet sammen og hæftet. Det er selvfølgelig hurtigere at strikke på maskine end i hånden og jeg kan godt lide den lidt fabriksagtige struktur, som maskinstrik får, men man strikker og monterer ikke lige en trøje på en eftermiddag.

Maskinstrik og håndstrik er bare hver sit.

Produktiv ferieuge

10348302_10152483126129509_4914358713687292499_nMidt i 70’erne var mine forældre så forudseende at bygge et sommerhus ved den nordjyske vestkyst – det har jeg nydt godt af lige siden. Først var det tilholdssted når vi besøgte den nordjyske del af familien, senere tilbragte jeg ferier i huset sammen med mine børn og deres far. I de senere år har jeg hyldet ensomheden en uges tid på de råkolde årstider.

Jeg elsker det! Ild i brændeovnen, lange ture langs stranden med hunden og kun forpligtet overfor mig selv. Forplejningen består af leverpostejmadder og jeg sover når jeg er træt, uden at et ur sætter dagsorden.

Mine forældre har for nogle år siden gjort min bror og mig til medejere af huset. Jeg er helt klart den i familien, der holder mest af stedet – især når vinden rusker i træerne og regnen pisker ned udenfor.

15025504_10154697222129509_3181617541099670200_o

Jeg er lige kommet hjem fra en uge i sommerhuset. Strikketøjet var selvfølgelig med og jeg fik monteret nogle maskinstrikkede ponchoer og nogle djævlehuer, som jeg har udstyret med ører. Mangels et babyhoved at prøve af på, kan jeg kun håbe på, at ørerne sidder på hensigtsmæssige steder.

Det går hurtigt at strikke djævlehuer på maskinen, så jeg satser på at få fabrikeret nogle flere inden jeg og min mor i næste weekend slår salgsboden op på Stenvad Mosebrugscenters julemarked. Ponchoerne skal også udbydes til salg sammen med en hel hær af hæklede bamser ved den lejlighed.

Old news

Da det engang for længe siden – i maj var det vist – pludselig blev sommer i Danmark, havde jeg lige lagt sidste hånd på en vinter sweater. Det var dårlig timing, så den blev lagt væk og glemt. I morges dukkede den uforvarende op af klædeskabets dyb og har dagen igennem hjulpet mig med at holde varmen.

2016-11-02-15-20-03
En kender har straks gennemskuet, at det drejer sig om Marianne Østergaards ART NEWS. I løbet af dagen er jeg også kommet i tanke om, at jeg fik strikkekittet som gave af en bekendt, som tak for hjælpen. Jeg har ikke været særlig stringent i forhold til brug af farverne og alt, undtagen “avisteksten” er broderet på. Jeg kunne ikke lige overskue intarsia strik med så mange små nøgler.

På den aktuelle strikkefront, står den stadig på bamser og futsko som skal sælges på den stand, som jeg har sammen med min mor på Stenvad Mosebrugs Julemarked den sidste weekend i november. De her to fyre indgår i skaren af 18 bamser, så jeg håber, at der er bred interesse for baby legetøj.

20161029_115140

Sko og sko

Efter at have gransket diverse
skobutikker for egnet 14725505_10154591353954509_4371231537909685376_nfodtøj (uden held), måtte jeg indse, at min shoppingblokering måske havde baggrund i, at der var et bestemt skomærke og skotype, som blev ved med at spøge i mit sind. Der var intet andet at gøre, end at få dem bestilt online.

Én dag kom de så med posten og jeg er lykkelig! Pasformen og størrelsen er perfekt, der var bare et eller andet med prisen, som ikke helt passede mig – men det får være.

Når man strikker, eller i det hele taget laver håndarbejde er man ofte udsat for “kan du ikke lige lave det her til mig”. Sommetider er det pisseirriterende, for ofte er det kedelige trøjer (stort arbejde) eller andet, som alternativt og med meget større sikkerhed for rigtig pasform, kan købes i butikker – ofte endda billigere end garnprisen. Efterhånden har jeg opbygget en god rutine i at sige nej, hvis jeg kan se, at indsatsen ikke står mål med resultatet. Andre gange er de ønskede ting også til god inspiration.

14725493_10154610634504509_1917139189550666720_n
F.eks. da en bekendt forleden spurgte, om jeg kunne strikke hende et par hjemmefutter, da dem, som hun havde, desværre var slidt op og den ældre dame, som i sin tid havde strikke dem, var død. Jeg fik de gamle slidte futter overdraget og fik mig talt frem til en opskrift, som jeg vil kunne bruge til en produktion i forskellige størrelse, som jeg kan sælge på det forestående julemarked.

 

 

 

 

Nyt menneske

Jeg ÆLSGER at strikke babytøj! For det første er det et forholdvis hurtigt arbejde, for det andet kan garnrester finde anvendelse og sidst men ikke mindst, er jeg meget fascineret af at der pludselig findes en ny verdensborger. Tænk, at noget så værdifuldt som et menneske kan opstå af næsten ingenting…..

Nu er det så min datters barndomsveninde, der venter barn hvilket jeg tidligere har omtalt på bloggen, da jeg også har hæklet en bamse til den lille dreng, som snart ser dagens lys. Garnet er en rest og inden jeg gik i gang var jeg ikke sikker på, om det blev en vest eller ligefrem en trøje. Heldigvis rakte garnet også til ærmer, der var 50 cm tilbage, da sidste maske var strikket og sidste søm var syet.

20160817_160000

Hver gang jeg afleverer et stykke strik, bliver jeg næsten skamfuld over modtagerens glæde, for i min verden er det ikke noget særligt – lidt garnrester og lidt fantasi. Jeg skynder mig at pointere, at fornøjelsen er helt på min side og det er sandt!

Ferie!!!

Mens alle andre kæmper med de første par uger efter sommerferien, har jeg stadig min (sommerferie) til gode. I denne uge er jeg i gang med en første lille etape og sandelig om jeg ikke har ramt en uge, hvor der er et par dages solskin og fint vejr. Bortset fra et par praktiske gøremål, havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville spinde og i særdeleshed blive noget bedre til det. Det er ikke blevet til så meget, da de praktiske gøremål pludselig greb om sig. Antal af nøgler til et parti garn begynder dog at vokse men jeg er lidt utilfreds med ensartetheden eller mangel på samme.

20160817_093605

Lidt strik bliver det også til foran TV’et om aftenen. I øjeblikket ser vi Prisonbreak og den serie er superspændende, selv om der ind imellem går lidt Olsen Banden i den – forstået på den måde, at det er de utroligste ting der skal fremskaffes for at Michael Scofields planer kan realiseres. Tilbage til strikketøjet; jeg har efterhånden strikket en del “Dreambird“-ponchoer. Det er egentlig et sjal, men som tidligere beskrevet, egner min krop sig ikke til sjaler, så jeg fandt allerede efter at have strikket den første, ud af at samle den til en poncho. De følgende “Dreambird”-ponchoer har jeg solgt, men nu har jeg så selv brug for en ny. Garnet er sort og regnbuefarvet Lityarn. Originalmodellen bliver lidt kort for en poncho at være, så jeg har denne gang valgt at strikke nogle flere fjer og så strikke et bærestykke på, hvilket vil få ponchoen til at få en mere passende længde. Jeg håber, at det lykkes at få den til at sidde ordentligt.

20160817_093655

Nu vi er ved sjaler…

… så kom jeg til at voldtage en opskrift på et Christel Seyfahrt sjal for nogen tid siden. Jeg havde købt noget tyndt farveskiftegarn hos min yndlingsgarnpusher og det egner sig fremragende til dobbeltstrik. I den tro, at jeg kunne komme de uregerlige sjalers opførsel på min krop til livs, havde jeg strikket to knaphuller i den ene side af den lange kant og efter noget tid lykkedes det mig da også at finde to fine læderbetrukne knapper i en butik i Oregon, USA, der var egnede til at montere på modsatte side af den lange kant. Tanken var at knappe sjalet, så det blev siddende på ryggen. Konceptet slog fejl, så sjalet befinder sig nu ligeledes hos en anden ejerkvinde end mig.

10298906_10153399158289509_4278461999682786097_n

Sjalers uanvendelighed

Som nævnt i det tidligere indlæg, er jeg deform. Det giver sig blandt andet udtryk i, at min krop ikke vil tilpasse sig sjaler i den traditionelle trekantede form. De kravler om på ryggen og/eller op i nakken. Ikke desto mindre, findes der mange flotte sjaler, så jeg lader mig overhovedet ikke gå på af, at de enten får en passiv skæbne i mit skab eller foræres væk/sælges, når andre mennesker med en mere sjalsvenlig kropsform finder interesse i mine kreationer.

Således er det nedenfor viste sjal overgået til andre klædeskabe eller knagerækker.

13872885_10154365131269509_1767578293840567513_n

13879255_10154365131524509_341857996700902062_n13903382_10154365131384509_1799898634608290195_n

Der er tale om “Phoenix Wing”, som jeg ligeledes har købt opskriften til på Ravelry og igen er der tale om garn fra Lityarn. Farveskiftegarnet er egentlig regnbuemodellen, der skifter fra gul til grøn til blå til lilla og til rød, for så at gå over i orange og starte farveskiftet forfra. Der gik ikke en hel skala farveskift til sjalet, så det kan være svært at genkende og strikkede jeg et sjal mere af samme type med resten af farveskiftet, ville det tage sig totalt anderledes ud. Jeg skal ikke afvise, at jeg kan komme til at strikke et sjal mere efter samme opskrift. Tællearbejdet generer mig ikke så meget, men der må gerne lige gå et par måneder.

Første indlæg

Al begyndelse er svær – også starten på en blog, der skal give et indblik i et liv og ikke mindst i en altoverskyggende last; GARN!

Det ville føre for vidt at skulle starte ved begyndelsen til garnafhængigheden, derfor må det nødvendigvis være de bedste af de seneste garnprodukter, som her bliver beskrevet.

Det er nærliggende at beskrive og vise det største stykke strikkearbejde, som jeg overhovedet kan huske at have fremstillet. Der er både tale om af størrelse og af sværhedsgrad. Hårdt presset må jeg indrømme, at der findes ca. 150 fejl i modellen – én af dem er særlig alvorlig, men den holder jeg for mig selv.

QzpcUHJvZ3JhbURhdGFcU0FNU1VOR1xTYW1zdW5nIExpbmtcY2FjaGVcMjAxNjA2MDNfMTU0NTA0LWM2ZmRiODAzMDUwMTVjNTdmMWM2MGE0NjJjMmU4N2MxLmpwZw

QzpcUHJvZ3JhbURhdGFcU0FNU1VOR1xTYW1zdW5nIExpbmtcY2FjaGVcMjAxNjA2MDNfMTU0NTU2LThmNGNiMjY0MTU0ZDNlMGU2OWYyNmFjYjA1ZjkyYWRhLmpwZw

Opskriften hedder “Fly with me” og kan købes på Ravelry. Jeg har strikket frakken i garn fra http://goodyarnshop.com, som igennem de senere år har udviklet sig til at være min foretrukne garnpusher. På trods af en ret hamper portopris (garnet kommer fra Litauen), ender prisen pr. nøgle med at være langt lavere end tilsvarende garnkvalitet, som man kan købe i garnbutikker i Danmark. Ja, undskyld – jeg sparer hvor jeg kan, frem for at støtte op om dansk BNP.

Jeg må være deform! Fra starten var jeg klar over, at frakken, grundet min dværgvækst, ville komme til at gå mig til knæene, men det var for så vidt all right. Det viste sig, at mønstret til ærmerne, lige som bærestykket, måtte kortes af med adskillige centimeter, hvis mine hænder skulle have nogen som helst chance for at komme til at se dagens lys, når jeg er iført frakken.

Siden billedet blev taget er der blevet monteret knapper i frakken, hvilket er bemærkelsesværdigt nok i sig selv, da jeg fra tid til anden finder færdigstrikkede produkter i mine gemmer, der kun mangler én ting – KNAPPER! Denne frakke har måske været heldig, eller også bliver det en frakke, som jeg i hvert fald i teorien, kunne forestille mig at tage på.