Hvorfor blive maskinstrikker?

Der findes nok lige så mange svar som der er maskinstrikkere på ovenstående spørgsmål. For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg var et uartigt barn!

Det kræver naturligvis en forklaring. Min mor ejede en strikkemaskine, af den gammeldags slags uden elektroniske eller andre dikkedarer. Den kunne strikke ensfarvet eller striber, men den havde en ribapparat, så man kunne også strikke både ret og vrang. Jeg kan huske, at hun strikkede trøjer til min bror og at garnet kom fra cones, modsat håndstrik, hvor garnet lå i nøgler.

Jeg blev introduceret til maskinstrik i en alder af 10-11 år. Baggrunden var, at jeg og nogle kammerater havde gjort en nærliggende bilkirkegård til vores foretrukne legeplads. Efter skole løb eller cyklede vi ned ad en markvej og den der kom først, havde muligheden for at gøre bilkirkegårdens ypperste bil – en Zephyr, som havde et speedometer, som gik helt op til 200 km/t – til sin “bolig”. Kom man sidst var der kun ret ildelugtende gamle vrag uden døre tilbage. Vi havde det rigtig sjovt med at lege i de gamle biler, men mine forældre var mindre begejstrede for den legeplads – de forbød mig slet og ret at deltage. Som voksen kan jeg godt få øje på, hvad der formentligt var årsagen til deres modvilje. Det var jo ikke helt ufarligt at færdes på området. Indsigten var ikke stor fra min side, så jeg trodsede forbuddet og deltog fortsat i legen på bilkirkegården – indtil der blev udstedt stuearrest. Mine forældre var på arbejde om dagen, så det var ikke nemt at holde øje med, om jeg legede på bilkirkegården eller om jeg var hjemme, så min mor besluttede, at jeg skulle strikke halstørklæder til spejdernes basar. For at gøre det en smule mere attraktivt, fik jeg lov at benytte hendes strikkemaskine. Der gik ikke mange dage, før strikkemaskinen var mere interessant end legen på bilkirkegården. Efterhånden blev der en god ligevægt mellem udfoldelsen af min kreativitet på strikkemaskinen og leg med kammeraterne (dog ikke på bilkirkegården, da de andre børn efterhånden også havde fået forbud mod at færdes der).

Da jeg blev voksen og selv fik børn, fik jeg et ønske om at få en strikkemaskine selv. Det krævede lidt drøftelser med min mand, da han ikke var overbevist om, at investeringen nogensinde kunne tjene sig hjem og det var åbenbart et krav. Vi blev enige om nogle parametre og jeg noterede flittigt garnforbrug og holdt det op imod estimerede priser på tøj fra almindelige butikker. Efter ca. 3 år var maskinen tjent hjem. Af en eller anden grund stoppede engagementet nogenlunde samtidig, så min strikkemaskine kom til at stå stille i over 10 år. Med mellemrum begyndte jeg igen at strikke lidt, men jeg kom ikke rigtigt igang. Sidste efterår kom maskinstrikkeriet først for alvor i gang igen, maskinen blev renset og justeret, jeg fik sorteret i mit garn og i skrivende stund kan jeg kun ærgre mig over, at jeg har ladet 10 år gå til spilde.

Produktiv ferieuge

10348302_10152483126129509_4914358713687292499_nMidt i 70’erne var mine forældre så forudseende at bygge et sommerhus ved den nordjyske vestkyst – det har jeg nydt godt af lige siden. Først var det tilholdssted når vi besøgte den nordjyske del af familien, senere tilbragte jeg ferier i huset sammen med mine børn og deres far. I de senere år har jeg hyldet ensomheden en uges tid på de råkolde årstider.

Jeg elsker det! Ild i brændeovnen, lange ture langs stranden med hunden og kun forpligtet overfor mig selv. Forplejningen består af leverpostejmadder og jeg sover når jeg er træt, uden at et ur sætter dagsorden.

Mine forældre har for nogle år siden gjort min bror og mig til medejere af huset. Jeg er helt klart den i familien, der holder mest af stedet – især når vinden rusker i træerne og regnen pisker ned udenfor.

15025504_10154697222129509_3181617541099670200_o

Jeg er lige kommet hjem fra en uge i sommerhuset. Strikketøjet var selvfølgelig med og jeg fik monteret nogle maskinstrikkede ponchoer og nogle djævlehuer, som jeg har udstyret med ører. Mangels et babyhoved at prøve af på, kan jeg kun håbe på, at ørerne sidder på hensigtsmæssige steder.

Det går hurtigt at strikke djævlehuer på maskinen, så jeg satser på at få fabrikeret nogle flere inden jeg og min mor i næste weekend slår salgsboden op på Stenvad Mosebrugscenters julemarked. Ponchoerne skal også udbydes til salg sammen med en hel hær af hæklede bamser ved den lejlighed.

Den kære familie

14095964_10209806634552501_2045820250635899959_nI weekenden fejrede vi (familien) min farmors 106 års fødselsdag. Fødselaren er for længst ikke mere til stede, hun døde i en alder af næsten 90 år. Hun havde i årevis været samlingspunkt for alle mine fastre, onkler, fætre, kusiner og andre personer, der igennem årene var vokset ind i familien. Vi mødtes altid til en lille julekomsammen hos min farmor i december og til hendes fødselsdag i august. Derudover har det altid været svært at få familien samlet. Ved hendes bortgang for 16 år siden, måtte vi derfor sande, at hvis vi ikke selv fik tilsvarende arrangementer stablet på benene, så ville vi næppe komme til at se meget til hinanden.

Jeg kan ikke påstå, at vi altid har været eller er en perfekt og harmonisk familie. I perioder har forskellige familiemedlemmer fravalgt at deltage i arrangementerne og der er røget finker af fadet, både under familieweekenderne og til andre tider. Det lykkes imidlertid altid at få samlet 18-24 deltagere, men det er altid spændende at se, hvordan det går. I år gik det godt – RIGTIG GODT! Måske handler det om, at vi i løbet af de 16 år har fået slebet kanterne godt og grundigt af og måske er vi blevet bedre til at få øje på hinandens forcer og været overbærende overfor svaghederne.

Jeg er taknemmelig over, at have et tæt forhold til min familie og det vil jeg til hver en tid værne om.

Tanketransformation

Jeg håber, at den fiberinteresserede kreds af læsere tilgiver, at der her kommer et emne, der maksimalt er uldent i kanten (i overført betydning)….

Sidste år ved denne tid, var jeg netop startet på arbejde igen efter en 3 måneder lang sygemelding på grund af stress. At jeg kom helskindet ud på den anden side, skyldes helt sikkert både den psykolog, som jeg kom i behandling hos, men også den viden jeg fik gennem læsning om emnet. Det letteste ville have været, blot at læsse af om andres uhensigtsmæssige adfærd og øvrige urimeligheder/modgang, som jeg er blevet udsat for gennem hele livet …..lige som de fleste andre mennesker – diverse brevkasser er fyldt med historier, der er 1.000 gange værre end min. Psykologen og det jeg har læst siden da, ville imidlertid ikke lade mig slippe så nemt og godt for det!

Mit sind var fyldt med gammelt nag fra incidenter, der havde krænket mig dybt – men nu engang var sket. Jeg følte ærgelse over tilstande i min hverdag, som krævede en ændring af adfærd og holdninger hos andre mennesker, samt en urimelig trang hos mig selv til at tage ansvar for alverdens ting, som på den ene eller den anden måde lå udenfor mine muligheder for påvirkning. Jeg var nød til at tage nogle beslutninger. Enten må man lære at leve med krænkelserne og træffe en aftale med sig selv om, hvilke følger det skal have, hvis tilsvarende sker igen, eller man lade krænkelserne få følge for den person, som er ansvarlig for dem – her og nu. Jeg kan ikke lave om på andres holdninger og adfærd, men jeg affinde mig med, at det er en præmis i mit liv og hverdag. Ansvaret må jeg lægge fra mig. Verden er ikke perfekt og undersøger man, hvilken effekt det kan få, hvis man ikke bekymrer sig og ikke tager ansvar, vil man opdage at forskellen er minimal for én selv.

Jeg har i mange år dyrket tankerne om den uret, der bliver begået mod mig. Resultatet har været søvnløse nætter, periodisk dårligt humør og sidst men ikke mindst, en stressrelateret sygemelding. Jeg skal overhovedet ikke afvise, at det kan være enormt svært at mobilisere tilstrækkeligt mentalt overskud til at transformere sine egne tanker. På bundlinjen kan jeg blot konstatere, at hvis man ikke forsøger, vil man til tid og evighed befinde sig i en offerrolle, der gør én handlingslammet et langt stykke hen ad vejen. Hver dag søger jeg at ændre mig selv, den måde, som jeg tænker på og min adfærd. Med tiden bliver jeg bedre og bedre til det. Det skyldes bl.a. et dagligt boost, som jeg modtager i min mailboks fra Mette Holm. Mailen er ganske gratis, overkommelig at læse og let forståelig.

Vi nok efterhånden alle ret irriterede over, at der har været langt mellem de varme dage i denne sommer. Det er koldt og det har regnet. Jeg bliver også irriteret over, at vi ikke har nogen sommer og hvordan kan man overhovedet komme til at se positivt på det? Jo, overgangen til efterår bliver meget lettere at håndtere, da vejret pt. minder mest om efterår – bladene på træerne bliver blot flottere at se på om et par måneder.

Når jeg entrérer en tøjbutik er jeg på forhånd klar over, at der kan være langt imellem et stykke smart tøj i min størrelse. Også her har jeg haft held med at sætte mig selv i en offerrolle. “Det er kollegaens skyld, når hun konstant bager lækre kager, som hun serverer på kontoret”. Virkeligheden er nok snarere, at det er alt det, som jeg selv tager beslutning om at købe og spise mellem måltiderne, der er den egentlig synder. “Jeg kan slet ikke få tid til at dyrke motion, fordi jeg ofte kommer sent fra arbejde”. Den sene fyraften er  imidlertid betinget af, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, så jeg møder senere end alle andre. Hvis jeg skal gå ned i tøjstørrelse, må jeg få tilrettelagt mine madindkøb, så jeg ikke bliver udsat for fristelser hver dag og/eller jeg må tillægge mig en anden døgnrytme. Undlader jeg en af tingene eller begge dele, må jeg affinde mig med, at shopping ender uden indkøbsposer – hvilket kan være positivt i sig selv.

Jeg siger ikke, at min måde er opskriften for alle og enhver, der føler sig nedtrykt og synes, at livet er uoverskueligt. Heldigvis har jeg f.eks. indtil videre ikke oplevet sygdom, som ikke umiddelbart kan kureres og som betyder, at ens liv tager en kolbøtte. Mine omgivelser lægger mærke til forandringen i min måde at anskue og håndtere tingene på og jeg får ofte kommentarer i stil med “Du har godt nok forandret dig…”. Jeg tager det positivt, selv om det nogle gange kommer fra mennesker, der har været vant til, at jeg tog (deres) ansvar og fik styr på tingene (deres). På den måde får jeg måske også dem til at flytte sig. Hvis ikke…. så er det i hvert fald ikke mit problem…. MERE!