Poncho manien fortsætter

Som tidligere nævnt er forholdet mellem mig og min strikkemaskine blevet seriøst (igen)! Sidst, hvor vi på den lidt længere bane kunne blive enige om tingene, var da mine børn var små og jeg stadig kunne overtale dem til at gå i hjemmestrik. De tider er forbi, men heldigvis er der andre, der sætter pris på et godt stykke strik. Min svigerinde forelskede sig hovedkulds i min seneste poncho, sådan en ville hun også gerne have – men i andre farver. Det er all right med mig, genbrug af opskrifter giver lidt mere sikkerhed for resultatet. Hun er, i modsætning til mig, en meget høj kvinde, så jeg var klar over, at der skulle arbejdes med en større længde på poncho’en, men det er nemt at regne ud, når man har et udgangspunkt.

Vi fandt farver og jeg gik i gang en søndag eftermiddag. Som sædvanligt begyndte det at gå galt på de sidste 25% af arbejdet. Hvorvidt jeg mister koncentrationen, eller det bare er skæbnens lunefuldhed, skal jeg ikke kunne sige, men der blev hængt masker om og hylet op et par gange. Efter 3-4 timers ihærdigt arbejde med garn og maskinen, havde jeg denne uformelige stak af strik og tråde at arbejde videre med.

16265944_10154949322714509_2420004854511300533_n

Nu kunne den sidste, men ikke mindre sjove del af processen begynde. Jeg elsker at montere – se hvordan beklædningsdelen tager form og antallet af løse tråde langsomt forsvinder. Sidste hånd på værket er damppresning, hvorved kanter bliver skarpe og arbejdet for alvor får den rigtige facon.

16402659_10154953161204509_8174308901305277946_o

Halvanden aften brugte jeg på monteringen, men det var godt givet ud. Ponchoen til min svigerinde er virkelig blevet flot og jeg glæder mig meget til at aflevere den. At jeg samtidig fik tømt nogle spoler af garn, som jeg har ejet i årevis, gør ikke fornøjelsen mindre.

Nu grubler jeg over det næste projekt og det bliver også en poncho. Jeg tænker i noget rundskåret med striber af skaktern, pangfarve og ombukket hals- og nederste kant. Lyder det underligt? Man bliver sikkert ikke klogere af at se de indledende udregninger og skitse, men ponchoen står helt klar og tydelig for mit indre blik.

20170131_152136

Nu må det godt snart blive weekend, for en vigtig erfaring har jeg forlængst vundet – strik på maskine er ikke noget man bør forlade i mere end 15 minutter af gangen.

Nyt år – nye projekter

Det er temmelig meget luksus, at have et “strikkerum” på 25 m2 – det er jeg godt klar over, så jeg nyder at opholde mig der og i særdeleshed nyder jeg at kunne lukke døren fra rod under alt opslugende projekter, der ikke lige bliver færdige. Det ene projekt tager det andet og resultatet er, at der med jævne mellemrum trænger til en ret så omfattende oprydning. Mellem jul og nytår skulle det så være! Efter en dags arbejde, hvor den elektriske garnvinde også var på overarbejde med at forvandle håbløse UFO’er til brugbart strikkegarn, var der atter fremkommeligt.

20170103_153548

Retfærdigvis skal nævnes, at billederne er taget 5 dage efter oprydningen og jeg er begyndt at rode igen.

20170103_153610

Strikkemaskinen er gået hen og er blevet et aktiv igen. Allerede før jul fik jeg strikket en poncho med blomstermønster – en julegave som modtageren blev meget glad for.

20161221_175750

I går fik jeg færdiggjort endnu en poncho (mangler en gang presning) i samme garn, da jeg således kunne genbruge strikkeprøven.

20170103_154857

Der er nemlig dét med maskinstrik, at der går urimelig lang tid inden man kommer i gang med selve strikningen. Sommetider forekommer det, at man sidder mere ved lommeregneren end ved strikkemaskinen. Mit største problem er at få kreativiteten til at blomstre under mønsterudregningen og ikke når jeg sidder ved strikkemaskinen, modsat håndstrik, hvor man ikke nødvendigvis behøver at holde sig 100% til opskriften. Tværtimod er der overvejende sandsynlighed for fiasko, hvis man begynder at omsætte pludselige indskydelser til virkelighed. De fleste af mine maskinstrikkeprojekter starter sådan her:

20170103_153651

Her har jeg først eksperimenteret med en bukket kant, der kan have en tendens til at blive bredere end resten, hvilket mildest talt ser uklædeligt ud på en sweater til en voksen person. Kanten på strikkeprøven er strikket med kun 3 tråde, mens resten af prøven er med 4 tråde og det ser umiddelbart ud til at løse problemet. Farverne, mellemblå, mørk blå, bordeaux og grå så fine ud sammen, da de lå ved siden af hinanden på bordet. På strikkeprøven kan jeg se, at den grå stikker af, måske er det også bare rosenmønstret, der er for vildt til den kombination – eller også er det den mellem blå, der er forkert. Det kommer jeg til at gå og kigge lidt på og gruble over, inden jeg kan gå i gang med at udregne mønster til min trøje.

Når engang mønstret er udregnet og trøjen er strikket, kommer næste arbejdskrævende fase – monteringen! Det elsker jeg til gengæld. Til at starte på, er det hele en omgang forvirrende lange tråde, hjælpekanter og nylonsnore. De forsvinder lidt efter lidt, som der bliver syet sammen og hæftet. Det er selvfølgelig hurtigere at strikke på maskine end i hånden og jeg kan godt lide den lidt fabriksagtige struktur, som maskinstrik får, men man strikker og monterer ikke lige en trøje på en eftermiddag.

Maskinstrik og håndstrik er bare hver sit.

Produktiv ferieuge

10348302_10152483126129509_4914358713687292499_nMidt i 70’erne var mine forældre så forudseende at bygge et sommerhus ved den nordjyske vestkyst – det har jeg nydt godt af lige siden. Først var det tilholdssted når vi besøgte den nordjyske del af familien, senere tilbragte jeg ferier i huset sammen med mine børn og deres far. I de senere år har jeg hyldet ensomheden en uges tid på de råkolde årstider.

Jeg elsker det! Ild i brændeovnen, lange ture langs stranden med hunden og kun forpligtet overfor mig selv. Forplejningen består af leverpostejmadder og jeg sover når jeg er træt, uden at et ur sætter dagsorden.

Mine forældre har for nogle år siden gjort min bror og mig til medejere af huset. Jeg er helt klart den i familien, der holder mest af stedet – især når vinden rusker i træerne og regnen pisker ned udenfor.

15025504_10154697222129509_3181617541099670200_o

Jeg er lige kommet hjem fra en uge i sommerhuset. Strikketøjet var selvfølgelig med og jeg fik monteret nogle maskinstrikkede ponchoer og nogle djævlehuer, som jeg har udstyret med ører. Mangels et babyhoved at prøve af på, kan jeg kun håbe på, at ørerne sidder på hensigtsmæssige steder.

Det går hurtigt at strikke djævlehuer på maskinen, så jeg satser på at få fabrikeret nogle flere inden jeg og min mor i næste weekend slår salgsboden op på Stenvad Mosebrugscenters julemarked. Ponchoerne skal også udbydes til salg sammen med en hel hær af hæklede bamser ved den lejlighed.

Old news

Da det engang for længe siden – i maj var det vist – pludselig blev sommer i Danmark, havde jeg lige lagt sidste hånd på en vinter sweater. Det var dårlig timing, så den blev lagt væk og glemt. I morges dukkede den uforvarende op af klædeskabets dyb og har dagen igennem hjulpet mig med at holde varmen.

2016-11-02-15-20-03
En kender har straks gennemskuet, at det drejer sig om Marianne Østergaards ART NEWS. I løbet af dagen er jeg også kommet i tanke om, at jeg fik strikkekittet som gave af en bekendt, som tak for hjælpen. Jeg har ikke været særlig stringent i forhold til brug af farverne og alt, undtagen “avisteksten” er broderet på. Jeg kunne ikke lige overskue intarsia strik med så mange små nøgler.

På den aktuelle strikkefront, står den stadig på bamser og futsko som skal sælges på den stand, som jeg har sammen med min mor på Stenvad Mosebrugs Julemarked den sidste weekend i november. De her to fyre indgår i skaren af 18 bamser, så jeg håber, at der er bred interesse for baby legetøj.

20161029_115140

Sko og sko

Efter at have gransket diverse
skobutikker for egnet 14725505_10154591353954509_4371231537909685376_nfodtøj (uden held), måtte jeg indse, at min shoppingblokering måske havde baggrund i, at der var et bestemt skomærke og skotype, som blev ved med at spøge i mit sind. Der var intet andet at gøre, end at få dem bestilt online.

Én dag kom de så med posten og jeg er lykkelig! Pasformen og størrelsen er perfekt, der var bare et eller andet med prisen, som ikke helt passede mig – men det får være.

Når man strikker, eller i det hele taget laver håndarbejde er man ofte udsat for “kan du ikke lige lave det her til mig”. Sommetider er det pisseirriterende, for ofte er det kedelige trøjer (stort arbejde) eller andet, som alternativt og med meget større sikkerhed for rigtig pasform, kan købes i butikker – ofte endda billigere end garnprisen. Efterhånden har jeg opbygget en god rutine i at sige nej, hvis jeg kan se, at indsatsen ikke står mål med resultatet. Andre gange er de ønskede ting også til god inspiration.

14725493_10154610634504509_1917139189550666720_n
F.eks. da en bekendt forleden spurgte, om jeg kunne strikke hende et par hjemmefutter, da dem, som hun havde, desværre var slidt op og den ældre dame, som i sin tid havde strikke dem, var død. Jeg fik de gamle slidte futter overdraget og fik mig talt frem til en opskrift, som jeg vil kunne bruge til en produktion i forskellige størrelse, som jeg kan sælge på det forestående julemarked.

 

 

 

 

Amigurimi feber

Det lyder som en ret farlig sygdom; amigurimi, men en kender vil vide, at det slet og ret handler om hæklede dyr. Jeg ved godt, at det er old news, at internettet bugner af opskrifter, men af uransagelige årsager, er jeg altså først hoppet med på bølgen nu. Indtil videre fremstiller jeg kun bamser, men der er både elefanter og haremisser i støbeskeen.

20160831_072643 (1)

Jeg har eksperimenter lidt med “købe” øjne i stedet for broderede, hvilket kan ses på bamsen til højre. Han er blevet døbt Marty Feltman og bliver den eneste af sin slags. De broderede virker bedre. Mest overrasket er jeg over, hvor forskelligt udtryk bamserne får, selv om de er strikket efter samme opskrift og i samme type bomuldsgarn.

Det er en rigtig udmærket måde at få brugt nogle garnrester på, da der går mindre end 25 gr. garn til en bamse. Formålet med produktionen er at lave nogle salgsvarer til et lokalt julemarked, hvor min mor og jeg plejer at deltage med en stand.

Den kære familie

14095964_10209806634552501_2045820250635899959_nI weekenden fejrede vi (familien) min farmors 106 års fødselsdag. Fødselaren er for længst ikke mere til stede, hun døde i en alder af næsten 90 år. Hun havde i årevis været samlingspunkt for alle mine fastre, onkler, fætre, kusiner og andre personer, der igennem årene var vokset ind i familien. Vi mødtes altid til en lille julekomsammen hos min farmor i december og til hendes fødselsdag i august. Derudover har det altid været svært at få familien samlet. Ved hendes bortgang for 16 år siden, måtte vi derfor sande, at hvis vi ikke selv fik tilsvarende arrangementer stablet på benene, så ville vi næppe komme til at se meget til hinanden.

Jeg kan ikke påstå, at vi altid har været eller er en perfekt og harmonisk familie. I perioder har forskellige familiemedlemmer fravalgt at deltage i arrangementerne og der er røget finker af fadet, både under familieweekenderne og til andre tider. Det lykkes imidlertid altid at få samlet 18-24 deltagere, men det er altid spændende at se, hvordan det går. I år gik det godt – RIGTIG GODT! Måske handler det om, at vi i løbet af de 16 år har fået slebet kanterne godt og grundigt af og måske er vi blevet bedre til at få øje på hinandens forcer og været overbærende overfor svaghederne.

Jeg er taknemmelig over, at have et tæt forhold til min familie og det vil jeg til hver en tid værne om.

Nyt menneske

Jeg ÆLSGER at strikke babytøj! For det første er det et forholdvis hurtigt arbejde, for det andet kan garnrester finde anvendelse og sidst men ikke mindst, er jeg meget fascineret af at der pludselig findes en ny verdensborger. Tænk, at noget så værdifuldt som et menneske kan opstå af næsten ingenting…..

Nu er det så min datters barndomsveninde, der venter barn hvilket jeg tidligere har omtalt på bloggen, da jeg også har hæklet en bamse til den lille dreng, som snart ser dagens lys. Garnet er en rest og inden jeg gik i gang var jeg ikke sikker på, om det blev en vest eller ligefrem en trøje. Heldigvis rakte garnet også til ærmer, der var 50 cm tilbage, da sidste maske var strikket og sidste søm var syet.

20160817_160000

Hver gang jeg afleverer et stykke strik, bliver jeg næsten skamfuld over modtagerens glæde, for i min verden er det ikke noget særligt – lidt garnrester og lidt fantasi. Jeg skynder mig at pointere, at fornøjelsen er helt på min side og det er sandt!

Ferie!!!

Mens alle andre kæmper med de første par uger efter sommerferien, har jeg stadig min (sommerferie) til gode. I denne uge er jeg i gang med en første lille etape og sandelig om jeg ikke har ramt en uge, hvor der er et par dages solskin og fint vejr. Bortset fra et par praktiske gøremål, havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville spinde og i særdeleshed blive noget bedre til det. Det er ikke blevet til så meget, da de praktiske gøremål pludselig greb om sig. Antal af nøgler til et parti garn begynder dog at vokse men jeg er lidt utilfreds med ensartetheden eller mangel på samme.

20160817_093605

Lidt strik bliver det også til foran TV’et om aftenen. I øjeblikket ser vi Prisonbreak og den serie er superspændende, selv om der ind imellem går lidt Olsen Banden i den – forstået på den måde, at det er de utroligste ting der skal fremskaffes for at Michael Scofields planer kan realiseres. Tilbage til strikketøjet; jeg har efterhånden strikket en del “Dreambird“-ponchoer. Det er egentlig et sjal, men som tidligere beskrevet, egner min krop sig ikke til sjaler, så jeg fandt allerede efter at have strikket den første, ud af at samle den til en poncho. De følgende “Dreambird”-ponchoer har jeg solgt, men nu har jeg så selv brug for en ny. Garnet er sort og regnbuefarvet Lityarn. Originalmodellen bliver lidt kort for en poncho at være, så jeg har denne gang valgt at strikke nogle flere fjer og så strikke et bærestykke på, hvilket vil få ponchoen til at få en mere passende længde. Jeg håber, at det lykkes at få den til at sidde ordentligt.

20160817_093655

Tanketransformation

Jeg håber, at den fiberinteresserede kreds af læsere tilgiver, at der her kommer et emne, der maksimalt er uldent i kanten (i overført betydning)….

Sidste år ved denne tid, var jeg netop startet på arbejde igen efter en 3 måneder lang sygemelding på grund af stress. At jeg kom helskindet ud på den anden side, skyldes helt sikkert både den psykolog, som jeg kom i behandling hos, men også den viden jeg fik gennem læsning om emnet. Det letteste ville have været, blot at læsse af om andres uhensigtsmæssige adfærd og øvrige urimeligheder/modgang, som jeg er blevet udsat for gennem hele livet …..lige som de fleste andre mennesker – diverse brevkasser er fyldt med historier, der er 1.000 gange værre end min. Psykologen og det jeg har læst siden da, ville imidlertid ikke lade mig slippe så nemt og godt for det!

Mit sind var fyldt med gammelt nag fra incidenter, der havde krænket mig dybt – men nu engang var sket. Jeg følte ærgelse over tilstande i min hverdag, som krævede en ændring af adfærd og holdninger hos andre mennesker, samt en urimelig trang hos mig selv til at tage ansvar for alverdens ting, som på den ene eller den anden måde lå udenfor mine muligheder for påvirkning. Jeg var nød til at tage nogle beslutninger. Enten må man lære at leve med krænkelserne og træffe en aftale med sig selv om, hvilke følger det skal have, hvis tilsvarende sker igen, eller man lade krænkelserne få følge for den person, som er ansvarlig for dem – her og nu. Jeg kan ikke lave om på andres holdninger og adfærd, men jeg affinde mig med, at det er en præmis i mit liv og hverdag. Ansvaret må jeg lægge fra mig. Verden er ikke perfekt og undersøger man, hvilken effekt det kan få, hvis man ikke bekymrer sig og ikke tager ansvar, vil man opdage at forskellen er minimal for én selv.

Jeg har i mange år dyrket tankerne om den uret, der bliver begået mod mig. Resultatet har været søvnløse nætter, periodisk dårligt humør og sidst men ikke mindst, en stressrelateret sygemelding. Jeg skal overhovedet ikke afvise, at det kan være enormt svært at mobilisere tilstrækkeligt mentalt overskud til at transformere sine egne tanker. På bundlinjen kan jeg blot konstatere, at hvis man ikke forsøger, vil man til tid og evighed befinde sig i en offerrolle, der gør én handlingslammet et langt stykke hen ad vejen. Hver dag søger jeg at ændre mig selv, den måde, som jeg tænker på og min adfærd. Med tiden bliver jeg bedre og bedre til det. Det skyldes bl.a. et dagligt boost, som jeg modtager i min mailboks fra Mette Holm. Mailen er ganske gratis, overkommelig at læse og let forståelig.

Vi nok efterhånden alle ret irriterede over, at der har været langt mellem de varme dage i denne sommer. Det er koldt og det har regnet. Jeg bliver også irriteret over, at vi ikke har nogen sommer og hvordan kan man overhovedet komme til at se positivt på det? Jo, overgangen til efterår bliver meget lettere at håndtere, da vejret pt. minder mest om efterår – bladene på træerne bliver blot flottere at se på om et par måneder.

Når jeg entrérer en tøjbutik er jeg på forhånd klar over, at der kan være langt imellem et stykke smart tøj i min størrelse. Også her har jeg haft held med at sætte mig selv i en offerrolle. “Det er kollegaens skyld, når hun konstant bager lækre kager, som hun serverer på kontoret”. Virkeligheden er nok snarere, at det er alt det, som jeg selv tager beslutning om at købe og spise mellem måltiderne, der er den egentlig synder. “Jeg kan slet ikke få tid til at dyrke motion, fordi jeg ofte kommer sent fra arbejde”. Den sene fyraften er  imidlertid betinget af, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, så jeg møder senere end alle andre. Hvis jeg skal gå ned i tøjstørrelse, må jeg få tilrettelagt mine madindkøb, så jeg ikke bliver udsat for fristelser hver dag og/eller jeg må tillægge mig en anden døgnrytme. Undlader jeg en af tingene eller begge dele, må jeg affinde mig med, at shopping ender uden indkøbsposer – hvilket kan være positivt i sig selv.

Jeg siger ikke, at min måde er opskriften for alle og enhver, der føler sig nedtrykt og synes, at livet er uoverskueligt. Heldigvis har jeg f.eks. indtil videre ikke oplevet sygdom, som ikke umiddelbart kan kureres og som betyder, at ens liv tager en kolbøtte. Mine omgivelser lægger mærke til forandringen i min måde at anskue og håndtere tingene på og jeg får ofte kommentarer i stil med “Du har godt nok forandret dig…”. Jeg tager det positivt, selv om det nogle gange kommer fra mennesker, der har været vant til, at jeg tog (deres) ansvar og fik styr på tingene (deres). På den måde får jeg måske også dem til at flytte sig. Hvis ikke…. så er det i hvert fald ikke mit problem…. MERE!