Poncho manien fortsætter

Som tidligere nævnt er forholdet mellem mig og min strikkemaskine blevet seriøst (igen)! Sidst, hvor vi på den lidt længere bane kunne blive enige om tingene, var da mine børn var små og jeg stadig kunne overtale dem til at gå i hjemmestrik. De tider er forbi, men heldigvis er der andre, der sætter pris på et godt stykke strik. Min svigerinde forelskede sig hovedkulds i min seneste poncho, sådan en ville hun også gerne have – men i andre farver. Det er all right med mig, genbrug af opskrifter giver lidt mere sikkerhed for resultatet. Hun er, i modsætning til mig, en meget høj kvinde, så jeg var klar over, at der skulle arbejdes med en større længde på poncho’en, men det er nemt at regne ud, når man har et udgangspunkt.

Vi fandt farver og jeg gik i gang en søndag eftermiddag. Som sædvanligt begyndte det at gå galt på de sidste 25% af arbejdet. Hvorvidt jeg mister koncentrationen, eller det bare er skæbnens lunefuldhed, skal jeg ikke kunne sige, men der blev hængt masker om og hylet op et par gange. Efter 3-4 timers ihærdigt arbejde med garn og maskinen, havde jeg denne uformelige stak af strik og tråde at arbejde videre med.

16265944_10154949322714509_2420004854511300533_n

Nu kunne den sidste, men ikke mindre sjove del af processen begynde. Jeg elsker at montere – se hvordan beklædningsdelen tager form og antallet af løse tråde langsomt forsvinder. Sidste hånd på værket er damppresning, hvorved kanter bliver skarpe og arbejdet for alvor får den rigtige facon.

16402659_10154953161204509_8174308901305277946_o

Halvanden aften brugte jeg på monteringen, men det var godt givet ud. Ponchoen til min svigerinde er virkelig blevet flot og jeg glæder mig meget til at aflevere den. At jeg samtidig fik tømt nogle spoler af garn, som jeg har ejet i årevis, gør ikke fornøjelsen mindre.

Nu grubler jeg over det næste projekt og det bliver også en poncho. Jeg tænker i noget rundskåret med striber af skaktern, pangfarve og ombukket hals- og nederste kant. Lyder det underligt? Man bliver sikkert ikke klogere af at se de indledende udregninger og skitse, men ponchoen står helt klar og tydelig for mit indre blik.

20170131_152136

Nu må det godt snart blive weekend, for en vigtig erfaring har jeg forlængst vundet – strik på maskine er ikke noget man bør forlade i mere end 15 minutter af gangen.

Amigurimi feber

Det lyder som en ret farlig sygdom; amigurimi, men en kender vil vide, at det slet og ret handler om hæklede dyr. Jeg ved godt, at det er old news, at internettet bugner af opskrifter, men af uransagelige årsager, er jeg altså først hoppet med på bølgen nu. Indtil videre fremstiller jeg kun bamser, men der er både elefanter og haremisser i støbeskeen.

20160831_072643 (1)

Jeg har eksperimenter lidt med “købe” øjne i stedet for broderede, hvilket kan ses på bamsen til højre. Han er blevet døbt Marty Feltman og bliver den eneste af sin slags. De broderede virker bedre. Mest overrasket er jeg over, hvor forskelligt udtryk bamserne får, selv om de er strikket efter samme opskrift og i samme type bomuldsgarn.

Det er en rigtig udmærket måde at få brugt nogle garnrester på, da der går mindre end 25 gr. garn til en bamse. Formålet med produktionen er at lave nogle salgsvarer til et lokalt julemarked, hvor min mor og jeg plejer at deltage med en stand.

Nyt menneske

Jeg ÆLSGER at strikke babytøj! For det første er det et forholdvis hurtigt arbejde, for det andet kan garnrester finde anvendelse og sidst men ikke mindst, er jeg meget fascineret af at der pludselig findes en ny verdensborger. Tænk, at noget så værdifuldt som et menneske kan opstå af næsten ingenting…..

Nu er det så min datters barndomsveninde, der venter barn hvilket jeg tidligere har omtalt på bloggen, da jeg også har hæklet en bamse til den lille dreng, som snart ser dagens lys. Garnet er en rest og inden jeg gik i gang var jeg ikke sikker på, om det blev en vest eller ligefrem en trøje. Heldigvis rakte garnet også til ærmer, der var 50 cm tilbage, da sidste maske var strikket og sidste søm var syet.

20160817_160000

Hver gang jeg afleverer et stykke strik, bliver jeg næsten skamfuld over modtagerens glæde, for i min verden er det ikke noget særligt – lidt garnrester og lidt fantasi. Jeg skynder mig at pointere, at fornøjelsen er helt på min side og det er sandt!