Guds gave til de klippede får (og andre dyr)!

Der findes ikke noget bedre, end når det, som man ikke længere har brug for, kan få en vigtig fremtid andet steds – selv, hvis det blot gælder de fibre, som nødvendigvis må fjernes fra diverse dyr. Mit nyeste påfund spiller derfor en rolle i forhold til ordsproget “Guds gave til de klippede får”. Jeg har købt en rok, som jeg naturligvis også forventer at få en del fornøjelse af selv. Der er tale om en spritny Kiwi 2 fra Ashford.

20160809_205725

Rokken ankom naturligvis i omkring 100 dele, men en meget pædagogisk samlevejledning gjorde det nemt (for min mand) at samle rokken. Jeg havde naturligvis sørget for at købe nogle fibre med, så spinderiet straks kunne igangsættes.

Min eneste erfaring med spinding stammer fra en lille (tidligere i bloggen beskrevet) session på et par timer i sidste uge hos Ruth, som bor lige rundt om hjørnet. Der er i sandhed nogle ting, som arter sig anderledes, når støttepædagogen ikke lige er inden for rækkevidde, men jeg fik produceret 75 gr. garn uden ret mange raserianfald, fordi det drillede.

20160810_091946

Først havde jeg svært ved at gennemskue, hvordan trådføringen skulle være, men der var Youtube videoer at studere, så det løste sig. Næst efter kunne jeg ikke få spolen til at “tage fat”, med det resultat, at ulden blev tvundet og tvundet, uden at noget af det blev spolet op. Det viste sig at være et spørgsmål om at få fastgjort en tilstrækkelig mængde opstartsgarn på spolen – vel at mærke i den rigtige drejeretning, inden jeg sætter rokken i gang. Jeg overvejer at hæfte et lille stykke velcro på spolen, så opstartsgarnet sidder bedre fast.

At garnet er ujævnt spundet, kan jeg leve med i starten, men der er en klar tendens til, at det bliver “overtvundet” og jeg tror, at det er fordi jeg træder for meget i pedalerne (hjulet snurrer for hurtigt) i forhold til den mængde uld jeg for indeværende kan stille til rådighed af gangen.

Øvrige erfaringer, jeg er blevet rigere på, er, at spolerne ikke må fyldes for meget, da tråde fra to spoler skal tvindes sammen på den tredje til sidst og der er ikke plads nok, hvis de to spoler er fyldte. Spolerne på in Kiwi 2 stritter en del imod, hvis de bliver meget mere end 2/3 fyldte.

Mens jeg spinder, drømmer jeg om, hvad jeg skal strikke af det hjemmespundne garn og en ting står i hvert fald fast, der skal spindes en del aftener, hvis der skal blive til alt det, som jeg går og drømmer om!