Amigurumi

Der er grænser for, hvor meget tøj en nyfødt har brug for og eftersom mit barnebarn først kommer til verden i starten af juni, må jeg hellere holde bare LIDT igen med fabrikationerne. Der lurer også en lille tvivl, hvorvidt man, selv med nymodens udstyr, kan være 100% sikker på, at det er en dreng, selv om scannings eksperterne siger det. Jeg har derfor forfinet mine skills udi Amigurumi og det er voldsomt populært – ikke kun hos den vordende mor, men også hos dem i hendes omgangskreds, der også venter barn eller lige har fået. Således er det lille uro med farvestrålende fisk (fik moderen til barnet overbevist om, at det er en god idé), blevet givet væk. Opskrift på de små fisk findes her.

Min datter faldt for den lille abe, som jeg naturligvis har produceret til mit kommende barnebarn. Jeg har udstyret den med sikkerhedsøjne, men kan godt have mine tvivl, hvor sjov et lille barn vil synes, at den er i mørk og støvet lys blå. Opskrift her.

Sammenlignet med opskriftens billede, bliver det tydeligt, at det er svært at få egne hæklede dyr til at ligne dem fra opskriften 100%. Selv, hvis man hækler to dyr ud fra samme opskrift, vil der være forskel.

Dragerne har jeg efterhånden lavet en del af, da det var den første Amigurumi, jeg gav mig i kast med. En veninde overvurderede mine evner totalt og sendte mig en opskrift, som jeg – set i bakspejlet – nok lige skulle have ventet lidt med, til jeg havde mere erfaring. Resultatet blev såmænd meget godt, men jeg kæmpede med brodering af øjne, placering af vinger, næsebor, ører, horn, hale, ben og arme, til jeg nærmest var grædefærdig. Jeg havde heller ikke helt styr på at hækle rundt, så der blev grimme striber langs siden på de første par drager. Måske var det meget godt, at blive kastet ud i en svær model, for derfra blev alting lettere. Drageopskrift her.

Da mine egne børn var små, havde vi den mest fantastiske børnelæge. Han fik mig hurtigt overbevist om værdien af at have nogle faste ritualer i forbindelse med sengetid for de små. Lidt som med hunde – hvis man vænner en hund til, at den får en godbid, når den skal være alene hjemme, så opfatter den det ikke som noget ubehageligt, at man begynder at tage frakke på. Et af de faste ritualer for mine børn, helt fra spænd, indebar at jeg satte en spilledåse i gang, når jeg forlod rummet fordi de skulle sove. Vores spilledåse var pakket ind i en plysbeklædt gul and. Om de nu var ritualernes (incl. and) fortjeneste eller om de bare havde et godt sovehjerte, skal jeg ikke kunne sige, men mit barnebarn skal også have en spilledåse og jeg følte mig klar til amigurumi svendestykket, idét jeg har hæklet mange flere amigurumier end vist her. Jeg fandt opskriften med solen hos Mala Design. Oprindeligt er der ikke indtænkt nogen spilledåse, men der var masser af plads inden i solen og jeg hæklede en snor med en rød perle i, så spilledåsen kan trækkes op. Det var et udfordrende og langsommeligt stykke arbejde, men jeg er godt tilfreds med resultatet.

 

Det hænder at jeg lytter og lærer. Således så jeg en TV-udsendelse på et tidspunkt, hvor der blev fortalt, hvordan et perfekt baby legetøj skal se ud og være opbygget. Der skal være et ansigt, da en baby godt kan genkende det. For at fremme motorikken, skal der være nogle snore, som baby kan fingerere ved eller trække i. Det er ofte vanskeligt for de små babyfingre at få fat om tykke arme eller ben på mange godt udstoppede amigurumi’er, derfor har jeg lavet håndtag. Øjnene er naturligvis sikrede med modstykker på bagsiden og perlen inden i næsen er syet forsvarligt fast på selve hovedet, så den ikke er nem at bide af. Jeg har også lært, at gul og rød er de første farver en baby kan genkende (da det er advarselsfarver), så jeg håber at mit barnebarn bliver glad for sit legetøj, der i mindre grad er hæklet efter et skønhedsprincip og i højere grad målrettet anvendeligheden.

Linen stitch

Konstant på udkig efter nye strikkeudfordringer, faldt jeg over en teknik ved navn Linen Stitch og i særdeleshed 3-farvet Linen Stitch.

Det stod mig helt klart, at her skulle der tyndt garn i spil, så jeg fik anskaffet noget Alpaca i to grønne og en pink farve hos Garngaragen. Mage til langsommeligt strik skal man lede længe efter, men det var sjovt og strikke projekterne stod ikke ligefrem i kø på daværende tidspunkt.

1a

Min cardigan tog form efterhånden, blandt andet fandt jeg ud af undervejs, at jeg ville have lommer i den – måske skulle der også bare ske noget, når nu arbejdet kun skred langsomt frem. Det endte godt og jeg har virkelig brugt min cardigan meget. Den vækker måske ikke så meget opsigt hos andre strikkere, som jeg havde forventet – det er trods alt ikke et mønster, som man ser så ofte. Jeg er overrasket over, at den skal dampes hver gang jeg skal have den på, hvilket man også kan se på billedet.

2

Der har udviklet sig et koncept

Poncho fasen er sat på hold og i stedet strikker jeg børne- og babytrøjer – så bliver resterne også brugt. Der er blevet brug for pladsen på hylderne men mere om det senere.

Jeg har udviklet lidt af en standardmodel med striber og motiver på kropsdelen. Årsagen er, at der ved maskinstrik ofte opstår temmelig lange tråde på bagsiden af arbejdet og de kan forstyrre påklædningen. Derfor er det smartere at strikke ærmerne ensfarvede, eller som hos mig – i striber.

16826110_10155008502154509_620904449713951886_o

16836391_10155032907109509_751194097538586884_o

Man bør lægge mærke til, at begge trøjer har knapper og det er med slet skjult stolthed, at jeg kan forkynde, at jeg endelig har lært at lave pæne knaphuller i mit strik. Det er simpelthen lykkedes ud fra denne vejledning.

Efter at have pudset glorien tilstrækkeligt i forhold til min brug af garnrester på det seneste, må jeg komme med en tilståelse. Min vej førte til Berlin tur/retur i sidste uge og så er det jo kun en ganske lille omvej, lige at smutte omkring gamle garnpusher Hamburger Wollfabrik. EGENTLIG skulle jeg bare lige have noget sort Merino extrafein, som de forhandler til en meget billig pris. Man kan få vundet det meget tynde garn op i det antal tråde, som man har brug for. Det foregår på store professionelle spoleapparater, men det tager jo tid og den skal jo bruges på et eller andet. Nærliggende er, at kigge på, hvad de ellers har af gode tilbud i butikken og der er meget, som man ikke kan købe online. Jeg kiggede og for at det ikke skulle være ren tidsspilde og jeg jo har været så dygtig til at bruge rester i meeeeeeget laaaaaang tid, fandt jeg det ene og andet, som var værd at lægge i kurven. Den opspoling af min sorte Merino må have taget ufattelig lang tid, for jeg nåede at finde tre gange så meget garn, som jeg egentlig havde til hensigt at købe. Nuvel, det var gode køb og jeg havde plads i bilen. På billedet ser man til højre den sorte Merino og til venstre…. tjaeh… impulskøbene.

16903181_10155029432059509_1155051449595447029_o

Nu vi er ved sjaler…

… så kom jeg til at voldtage en opskrift på et Christel Seyfahrt sjal for nogen tid siden. Jeg havde købt noget tyndt farveskiftegarn hos min yndlingsgarnpusher og det egner sig fremragende til dobbeltstrik. I den tro, at jeg kunne komme de uregerlige sjalers opførsel på min krop til livs, havde jeg strikket to knaphuller i den ene side af den lange kant og efter noget tid lykkedes det mig da også at finde to fine læderbetrukne knapper i en butik i Oregon, USA, der var egnede til at montere på modsatte side af den lange kant. Tanken var at knappe sjalet, så det blev siddende på ryggen. Konceptet slog fejl, så sjalet befinder sig nu ligeledes hos en anden ejerkvinde end mig.

10298906_10153399158289509_4278461999682786097_n

Sjalers uanvendelighed

Som nævnt i det tidligere indlæg, er jeg deform. Det giver sig blandt andet udtryk i, at min krop ikke vil tilpasse sig sjaler i den traditionelle trekantede form. De kravler om på ryggen og/eller op i nakken. Ikke desto mindre, findes der mange flotte sjaler, så jeg lader mig overhovedet ikke gå på af, at de enten får en passiv skæbne i mit skab eller foræres væk/sælges, når andre mennesker med en mere sjalsvenlig kropsform finder interesse i mine kreationer.

Således er det nedenfor viste sjal overgået til andre klædeskabe eller knagerækker.

13872885_10154365131269509_1767578293840567513_n

13879255_10154365131524509_341857996700902062_n13903382_10154365131384509_1799898634608290195_n

Der er tale om “Phoenix Wing”, som jeg ligeledes har købt opskriften til på Ravelry og igen er der tale om garn fra Lityarn. Farveskiftegarnet er egentlig regnbuemodellen, der skifter fra gul til grøn til blå til lilla og til rød, for så at gå over i orange og starte farveskiftet forfra. Der gik ikke en hel skala farveskift til sjalet, så det kan være svært at genkende og strikkede jeg et sjal mere af samme type med resten af farveskiftet, ville det tage sig totalt anderledes ud. Jeg skal ikke afvise, at jeg kan komme til at strikke et sjal mere efter samme opskrift. Tællearbejdet generer mig ikke så meget, men der må gerne lige gå et par måneder.

Første indlæg

Al begyndelse er svær – også starten på en blog, der skal give et indblik i et liv og ikke mindst i en altoverskyggende last; GARN!

Det ville føre for vidt at skulle starte ved begyndelsen til garnafhængigheden, derfor må det nødvendigvis være de bedste af de seneste garnprodukter, som her bliver beskrevet.

Det er nærliggende at beskrive og vise det største stykke strikkearbejde, som jeg overhovedet kan huske at have fremstillet. Der er både tale om af størrelse og af sværhedsgrad. Hårdt presset må jeg indrømme, at der findes ca. 150 fejl i modellen – én af dem er særlig alvorlig, men den holder jeg for mig selv.

QzpcUHJvZ3JhbURhdGFcU0FNU1VOR1xTYW1zdW5nIExpbmtcY2FjaGVcMjAxNjA2MDNfMTU0NTA0LWM2ZmRiODAzMDUwMTVjNTdmMWM2MGE0NjJjMmU4N2MxLmpwZw

QzpcUHJvZ3JhbURhdGFcU0FNU1VOR1xTYW1zdW5nIExpbmtcY2FjaGVcMjAxNjA2MDNfMTU0NTU2LThmNGNiMjY0MTU0ZDNlMGU2OWYyNmFjYjA1ZjkyYWRhLmpwZw

Opskriften hedder “Fly with me” og kan købes på Ravelry. Jeg har strikket frakken i garn fra http://goodyarnshop.com, som igennem de senere år har udviklet sig til at være min foretrukne garnpusher. På trods af en ret hamper portopris (garnet kommer fra Litauen), ender prisen pr. nøgle med at være langt lavere end tilsvarende garnkvalitet, som man kan købe i garnbutikker i Danmark. Ja, undskyld – jeg sparer hvor jeg kan, frem for at støtte op om dansk BNP.

Jeg må være deform! Fra starten var jeg klar over, at frakken, grundet min dværgvækst, ville komme til at gå mig til knæene, men det var for så vidt all right. Det viste sig, at mønstret til ærmerne, lige som bærestykket, måtte kortes af med adskillige centimeter, hvis mine hænder skulle have nogen som helst chance for at komme til at se dagens lys, når jeg er iført frakken.

Siden billedet blev taget er der blevet monteret knapper i frakken, hvilket er bemærkelsesværdigt nok i sig selv, da jeg fra tid til anden finder færdigstrikkede produkter i mine gemmer, der kun mangler én ting – KNAPPER! Denne frakke har måske været heldig, eller også bliver det en frakke, som jeg i hvert fald i teorien, kunne forestille mig at tage på.